Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Henrik Dahl: Alternativet til diktatur i Mellemøsten synes at være ultravold

»Hvis man ene og alene retter sig efter sin kølige slutningsevne, så tvinger de erfaringer, vi råder over, os til at konkludere, at alternativet til den etablerede centralmagt i et land i Mellemøsten – uanset hvem, det måtte være, der sidder på den – altid er magttomrummets ultravold. Og et eller andet sted inde i ultravolden som regel iranske og wahabistiske/salafistiske aktører, der styres andetsteds fra.«

Mens disse linjer skrives, er der næppe nogen iagttagere, som på et rationelt grundlag kan sige, hvordan konflikten i Syrien vil udvikle sig nu, hvor USA har angrebet al-Shayrat-flybasen.

De parter i konflikten, der indtil videre har ytret sig, har så nogenlunde fulgt det manuskript, de plejer at følge. Oppositionen i Syrien glæder sig. Rusland fordømmer. USAs NATO-allierede bakker op. Sikkerhedsrådet er igen blokeret.

Men kan man ligefrem tale om, at der findes en nogenlunde fast drejebog for konflikter i »The Greater Middle East« (GME), hvor vestlige lande er indblandet? Således, at uanset hvor forskelligartede de er i udspringet, kommer de over tid til at ligne hinanden? Forholder det sig sådan, vil det jo være en begrundelse for stor forsigtighed.

Den almindeligste vej for de vestlige lande ind i konflikter i GME siden 2001 har været forskellige udlægninger af FN-doktrinen om »responsibility to protect«. Det vil sige forpligtelsen til at forhindre eller standse overgreb på civile.

Det bragte de vestlige lande ind i Libyen, ind i det IS-kontrollerede område i Syrien og Irak, og tilsyneladende er det også motivationen for, at USA nu går direkte til angreb på Assad-styret. Vejen ind i Afghanistan-konflikten var, at det daværende Taliban-regime accepterede det uacceptable: At al-Qaeda benyttede landet som sikker base.

Endelig var vejen ind i Irak-konflikten – dybest set – at den daværende amerikanske præsident ønskede et regimeskift. Og i den forbindelse var i stand til at overbevise et tilfredsstillende stort antal allierede lande om, at det var en god kurs at slå ind på.

Ensartet udvikling

Man kan således ikke sige, at vestlig aggression har været den største årsag til interventionerne. Hvis man opfatter Afghanistan-, Irak-, Libyen-, IS- og anti-Assad-interventionerne som fem tilstrækkeligt separate begivenheder, er den umiddelbare årsag til de tre sidstnævnte Det Arabiske Forår og FN-princippet om »responsibility to protect«.

Taliban-regimet i Afghanistan var som nævnt utåleligt for ikke mindst USA, fordi det gav en sikker havn til al-Qaeda. Så tilbage står katastrofen i Irak.

Her angreb man et ubehageligt regime, der tidligere havde erobret et naboland. Men var og er ubehagelighed en tilstrækkelig begrundelse for at angribe et land? Det vil nogle mene – tager man princippet alvorligt, vil de vestlige lande dog dels blive nødt til at foretage en voldsom, militær udbygning i de kommende år, dels skulle regne med at få meget travlt i mange årtier fremover.

Som man kan se, er de fire ældste af de fem konflikter, jeg har valgt at se på, meget forskellige. Alligevel er de konvergeret imod en relativt ensartet og stærkt begrædelig tilstand.

Afghanistan, Irak og Libyen er i dag stater, som ikke evner at udøve alle de funktioner, man i Vesten normalt forbinder med en velfungerende stat. Den centrale magt står svagt. Til gengæld bekæmper en række lokale aktører hinanden i ekstremt voldelige konflikter. Visse af de lokale aktører kan siges at have en selvstændig, politisk dagsorden (for eksempel kurderne i det nordlige Irak), mens andre i realiteten er stråmænd for enten iranske eller wahabistiske/salafistiske magtambitioner.

I disse magtspil er det store offer civilbefolkningerne i almindelighed – og i særdeleshed de dele af civilbefolkningerne, der ikke er muslimer.

Alternativet til diktatur er vold

Syrien har været en fejlslagen stat, siden borgerkrigen brød ud i 2011. I magttomrummet ind mod grænsen til Irak opstod IS, som de vestlige lande har bekæmpet aktivt siden 2014. Og i det vestlige magttomrum udfolder en række aktører sig nu. Ikke mindst Assad, der sponseres af Rusland og Iran.

For mig at se peger disse erfaringer på, at for så vidt angår lande i GME, er regimeskift i praksis umulige at opnå – hvor jeg forestiller mig, at et regimeskift er lig med ét centralt styret voldsmonopol, der afløser et andet, centralt styret voldsmonopol.

Den enorme koncentration af magt, der er nødvendig for at opretholde et nogenlunde centralt styret voldsmonopol i et GME-land, lader sig tilsyneladende ikke transformere fra for eksempel ét parti til et andet – for slet ikke at tale om fra en autoritær til en demokratisk statsform.

Man pånødes derfor den ubehagelige konklusion, at hvis man ene og alene retter sig efter sin kølige slutningsevne, så tvinger de erfaringer, vi råder over, os til at konkludere, at alternativet til den etablerede centralmagt i et GME-land – uanset hvem, det måtte være, der sidder på den – altid er magttomrummets ultravold. Og et eller andet sted inde i ultravolden som regel iranske og wahabistiske/salafistiske aktører, der styres andetsteds fra.

Dette har været konklusionen på fire af de fem episoder siden 2001, jeg har valgt at diskutere. Uanset hvor forskellige, de end var til at begynde med. Så hvad der skulle forhindre den femte i at udvikle sig på samme måde, er det mere end vanskeligt at indse for en rationel person.

Tilbage står en række særdeles ubehagelige konstateringer.

• »Responsibility to protect« har vist sig gang på gang at trække vestlige lande ind i farlige konflikter i GME.

• Det er til dato ikke lykkedes for noget vestligt land permanent at indsætte et nyt, centraliseret voldsmonopol til fordel for et gammelt i et GME-land.

• Alternativet til det eksisterende, centrale voldsmonopol i et GME-land er altid ultravold (diskret sponseret af de regionale stormagter) i et magttomrum.

Set i lyset af den nye drejning i Syrien, er det mit inderlige ønske, at jeg tager fejl. Og min store frygt, at jeg har ret.