Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Helvede har et navn: Feminisme

Svensk feminisme tjener som en uhyggelig advarselslampe for alle retsindige mennesker. Lad os håbe, at feminismen bliver en parentes i historien.

Søren Hviid Pedersen: »Menneskets virkelighed er ganske konkret og rodfæstet. Rodfæstet i vores biologi, psykologi og vores konkrete historiske eksistens. Menneskets virkelighed er givet, også vores køn.« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at have set Debatten sidste torsdag behøvede forfatteren til dette Indspark et glas portvin for at dulme ophidselsen!

Ikke så meget fordi det var en debat om feminisme set fra begge sider af Øresund, men mere på grund af to forhold. For det første var de svenske debattører rørende enige om, at køn er en ’social konstruktion’, hvilket betyder, at vi sådan set ikke fødes som dreng eller pige, men at vores kønsidentitet er noget, der skabes gennem vores opvækst og miljøpåvirkninger. Formålet med opdragelse skulle derfor være at opdrage drenge og piger som »mennesker«.

Denne socialkonstruktivisme er i modstrid med videnskaben, hvilket danske Lone Frank, ph.d. i neurobiologi og videnskabsjournalist på blandt andet Weekendavisen, også gjorde opmærksom på.

Problemet med denne socialkonstruktivisme er, at det i sidste instans fører til en galoperende værdinihilisme. Hvis alt kan konstrueres, køn, identitet, moral etc., så er alt et spørgsmål om evnen til at konstruere. Det vil sige magt til at konstruere de ting, man ønsker.

Udover at det er faktuelt forkert, så er det også moralsk bekymrende. Det er moralsk bekymrende, for hvis alt kan konstrueres, og alt er lige godt, så kan ikke kun ’køn’ konstrueres, men også ideen om det ’ariske menneske’ eller det ’kommunistiske menneske’ etc.

Alle sammen nogle uhyggelige og skæbnesvangre konstruktioner, der, som historien har vist os, kun ledte til død og ødelæggelse. Når alt kan konstrueres, så er der ingen uafhængig standard for, hvad vi kan tillade os over for vores næste, alt er jo et spørgsmål om magt og evnen til at konstruere en identitet.

Men det, der bekymrede mig allermest, var den sindsro med hvilken de svenske feminister fuldstændigt afviste fakta og modargumenter og med tiltagende overbærenhed skulle ’belære’ danskerne om sandheden i denne ekstreme form for svensk feminisme.

Deres overbevisning var så ideologisk, at de udviste en næsten fanatisk faktaresistens, der var grænsende til det uhyggelige. De var i sandhed nogle farlige ideologer, der forsøgte at skabe en næsten alternativ virkelighed.

Men menneskets virkelighed er ganske konkret og rodfæstet. Rodfæstet i vores biologi, psykologi og vores konkrete historiske eksistens. Menneskets virkelighed er givet, også vores køn. Denne form for ideologisk virkelighedsforvrængning er i sandhed en revolte mod skaberværket, og udtrykker en helt igennem revolutionær og ekstrem livsanskuelse.

Disse svenske feministers ideologiske virkelighedsfortrængning vil skabe ulykkelige skæbner for de drenge og piger, der forhindres i at være det, de rettelig er. I stedet for at give børn en tryg barndom, skal de nu udsættes for disse eksperimenter, der vil skabe en barndom præget af usikkerhed og kaos.

Svensk feminisme tjener som en uhyggelig advarselslampe for alle retsindige mennesker.

Lad os håbe, at feminismen bliver en parentes i historien.