Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Helt almindelige psykopater

Lars Hvidberg: Bret Easton Ellis var manden, der tog tidsånden med storm i 1991 med »American Psycho« om den seriemyrdende børsmægler Patrick Bateman.

Lars Hvidberg, forfatter og journalist Fold sammen
Læs mere

I sine senere romaner har Ellis igen og igen brugt den eminente nøgterne stil, der følelseskoldt registrerer alt fra shampoo-mærker, Elvis Costello-sange og ekstrem sex, mens tidsportrættet er blevet mere og mere famlende.

Ellis nyeste roman, »Imperial Bedrooms«, følger det velkendte spor, mens den griber tilbage til debutromanen »Less Than Zero« og ser på hovedpersonernes liv 25 år efter. De beskæftiger sig sådan cirka med det samme, de hele tiden har gjort - drikker, tager stoffer, dyrker sex og er onde ved hinanden. Romanen er tynd på mere end én måde: De 160 korte sider virker både som alt for lidt og alt for meget.

»Less Than Zero« udkom i 1984, da Ellis kun var 21 år, og den gjorde ham øjeblikkeligt til en litterær sensation. Det nihilistiske billede af velbjergede unge i Hollywood og omegn, på udkig efter noget der bare mindede om en autentisk følelse, virkede friskt og provokerende i midtfirserne. Kunne verden virkelig være så kold og overfladisk? Og kunne den samtidig være så smuk og fascinerende?

25 år efter er en kvinde som Paris Hilton superstjerne, og Ellis originale mareridtsvisioner går altså omkring levende - men hjernedøde - iblandt os. Hvor går Ellis så selv hen? Ikke rigtig nogen steder, desværre. Der er mere plot i »Imperial Bedrooms« end i hans andre bøger, men plottet er et alibi. Der er også et desperat hjerte, der banker et sted, men pulsen er svær at mærke. Man savner Patrick Batemans mere håndfaste tilgang til livet - og døden.

Romanen lader Clay fra »Less Than Zero« vende tilbage til Californien som succesfuld manuskriptforfatter med en midtvejskrise, der kaster ham i armene på kolde modeller, der vil på »the casting couch« for at blive berømte. Hans nye kærlighed er en tomhjernet blondine, der er bedre skuespiller i virkeligheden end på film. Hun er også sengekammerat med den psykopatiske pusher Rip, og så kører rumlen med mexicanske narkokarteller, mystiske SMS-beskeder og udpenslet vold. Som Boston Globes anmelder Jay Atkinson skrev: »Ellis går efter noir, efter Raymond Chandler og James Ellroy, men ender med Melrose Place forbudt for børn«.

Easton Ellis insisterer på at inddrage »tidsånden« med iPhones, Kevin Spacey og opslag på IMDB.com. Men er det relevante perspektiver på livet i USA i dag med finanskrise, terrorfrygt og to krige? Hvor Wall Street er inde i en kæmpe tillidskrise, mens energifirmaerne kæmper om at fremstå mest miljøvenlige, etiske og økologiske? Kapitalismekritikken fra »American Psycho«s portræt af psykopaten i jakkesæt er blevet hvermandseje, ja næsten kitsch. Folk i Hollywood er overfladiske, fortæller Ellis os. Ja, og hvad så?

At moral, naturlighed og etisk »branding« er blevet mærkevarer på linje med Ray-Bans og Paul Smith mangler (næsten) helt i Ellis univers, og hans samfundskritik er blevet sendt til tælling af den insisterende miljøfascisme og politiske korrekthed. Paris Hilton har for længst udskiftet den benzinslugende jeep med en brintdreven samvittighedsbil - og Bret Easton Ellis må også snart se at skifte køretøj. Han udtalte engang, at han skriver bøger om »mennesker, der misbruger deres frihed« - og den formulering er stadig rammende. Men kunne de i det mindste ikke misbruge friheden på en ny og spændende måde?