Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Og mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

Det er ikke så farligt. Man kan sagtens føde andre steder end på sygehuset. Faktisk er der formentlig større risiko for komplikationer på en stressramt fødeafdeling med fladmaste, frustrerede jordemødre og udbrændte læger, som vælter rundt på tom mave, fordi der altid er for travlt til at sætte sig ned og spise.

Når man føder hjemme, sker det i ro og mag. Man kan gå rundt mellem veerne, og man kan tage sig en portion yoghurt med salt og karse, eller hvad man nu har af hormon-cravings. Man kan tage et karbad.

Der er ingen, der herser med en og mere end antyder, at man skal se at få gang i sagerne, ellers vanker der ve-drop. En hjemmefødsel foregår i ens eget og barnets tempo. Man skal selvfølgelig huske at advisere sine naboer, hvis man bor i etageejendom, så de ikke holder børnefødselsdag, mens man ligger og presser, for man kan let mistolke brølene fra 2. sal og forveksle situationen med massiv hustruvold og ringe efter ordensmagten.

Sæt en seddel op i opgangen og skriv, at du har termin 28. februar, så deromkring oprinder selve dagen, hvor der kan forekomme højlydt jamren, vredesudbrud, trusler om skilsmisse, plageri om kejsersnit, krav om kloroform, hylen og skrigen, hurraråb, klapsalver og stilhed efterfulgt af et nyfødt barns første skrig. Et lille nyt liv, som skal være en glæde for hele folket.

Hvis du er sund og rask, og det ikke er en flerfoldsfødsel, så fød hjemme. Du får jordemoderen for dig selv. Du kan invitere familie og venner.

Fødslen er ikke et hospitalsanliggende

Fødslen har alle dage været et anliggende mellem den fødende og hendes hjælpere. Hendes midwives. Lad os tilbageerobre den.

Den er ikke et hospitalsanliggende. Den sunde, raske kvindes fødsel er ikke noget, vi behøver overlade til specialister. Hvis der er noget galt, så er det vidunderligt at vide, at der står et hold af højtuddannede obstetrikere parat. Men ellers kan vi sagtens klare det selv. Vi har bare glemt det. Og vi lever desværre i en tid, hvor alt er farligt.

Da jeg i sin tid frejdigt erklærede, at jeg ville føde hjemme, fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne åbne mig så meget som en cm på en fødestue med alskens apparater, og fordi jeg ikke ville have, at mit barn skulle have en »tegnestift« boret ind i hovedet, så man kunne monitorere ph-værdien i blodet, var reaktionen: Vil du virkelig udsætte dit barn for risikoen for, at der sker noget?

Heldigvis var jeg 1980er-kæk og svarede: Hvorfor skulle der ske noget? Jeg er jo sund og rask. Som sagt så gjort.

Hellere føde i en stald end på hospitalet

Mange kvinder kommer ud fra hospitalet med en elsket bylt i favnen, men også med en traumatiserende oplevelse i hjertet. Unødvendige indgreb, fordi vi kan, og fordi vi skal have det barn ud, fordi der er kø, og fordi det er fuldmåne, og afdelingen er ramt af langtidssygemeldinger.

Mange jordemødre har i årevis råbt vagt i gevær og påpeget, at svangreomsorgen i dette land er til rotterne, og at det er mere held end forstand, at noget »utilsigtet« ikke oftere får alvorlige konsekvenser. Men ingen lytter, før klinikchefen på Rigshospitalets fødeafdeling går sin vej og smækker med døren, fordi han ikke længere kan tage ansvaret.

Vores danske jordemødre er enormt kompetente, de kan sagtens klare en smule hjemmefødsel, de er uddannet til det. Var det mig, der skulle føde et barn i dag, valgte jeg at føde hjemme. Ikke ti vilde heste fik mig til at vælge et dansk hospital.

Så hellere føde i en stald.