Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hellere 75 år med sjov og ballade frem for 85 asketiske år

Kommunerne går for langt, når de prøver at regulere os i retning af at være raske liv i en sund krop. Ofte er interventionen ikke evidensbaseret, og alt for sjældent kan den forsvares moralsk.

topna32
Mia Amalie Holstein mener, at kommunerne går for langt i deres forsøg på at få borgerne til at leve sundere. Ifølge Sisse Marie Welling (SF) på fotoet, Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsborgmester, reducerer det sygefraværet, når de stiller krav til deres medarbejdere om at motionere i arbejdstiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Vi lever i et samfund, hvor det på flere og flere områder er blevet i orden, at det offentlige blander sig i borgernes sundhedsadfærd. Kommunerne »nudger«, skubber og regulerer os i retningen af at være raske liv med sunde lunger, gode levertal og fint BMI. Men er det egentlig det offentliges anliggende at sikre sig, at vi tilpasser vores sundhedsprofil efter myndighedernes ideal?

Et godt eksempel er Københavns Kommune. For et par år tilbage stemte kommunen dørklokker, foretog telefonopkald og passede sine borgere op i Netto i Københavns Nordvest-kvarter for at hverve dem til kommunens rygestop- og alkoholafvænningskurser. Og som noget nyt er Københavns Kommune begyndt at stille krav – ikke tilbud – om, at køkken-, rengørings- og plejepersonalet i ældreplejen ugentligt skal lave en times træning i arbejdstiden. Det reducerer ifølge Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF), tilmed sygefraværet og det til trods for, at evidensen for sådanne initiativer mildest talt er begrænset – både i de specifikke og generelle tilfælde.

Det er selvfølgelig ikke en ny ting, at kommunerne forsøger at styre vores sundhedsvalg. F.eks. indeholdt Københavns »Plan for Fattigvæsenet« fra 1799 en beskrivelse af, at fattigvæsenets funktionærer skulle gøre de fattige opmærksomme på »hvormeget Sundhed og Styrke beroer paa vel tillavet Føde, samt Orden og Reenlighed, Tarvelighed (enkelhed) og Arbeidsomhed«. Men for mig er der langt fra en mild oplysning til den udbredte styring, vi ser på området i dag.

Foto: Mia Amalie Holstein SH.

Jeg har over årene mødt en række forskellige argumenter for vidtgående forebyggelsestiltag.

Ét argument er, at det angår mig, hvordan min nabo lever, fordi sundhedsudgifter trækkes fra en »fælleskasse«, og det derfor er dyrt for mig, hvis min nabo f.eks. ryger. Det er et dårligt argument. For det første, fordi der er undersøgelser, som indikerer, at normalvægtige, ikke-rygere belaster sundhedsudgifterne mere end både svært overvægtige og rygerne. Men også fordi mennesket altid bør komme før systemet. Vi kunne jo vælge at indrette systemet på en anden måde, så vores valgte livsstil blev et spørgsmål mellem individet selv, et forsikringsselskab og forsikringspræmien.

Det offentlige tager lykke fra os

Et andet argument for, at det offentlige må blande sig, er, at vi mennesker ikke har en fri vilje, hvorfor staten skal hjælpe os med at træffe de rette valg. Jeg vil ikke trætte læseren med en langhåret udredning om den frie viljes beskaffenhed, men nøjes med at henvise til, at uanset om der er fri vilje eller ej, så har det værdi for mennesker at kunne træffe valg.

Derfor tager det offentlige lykke fra os, når de tager skrappe midler i brug for at »beskytte« os mod os selv. Desuden er det lettere at motivere borgerne ved at appellere til deres frie valg, og endelig er det højst usikkert, om en stat skulle være bedre til at træffe de rette valg end borgerne selv.

Intentionen er uden tvivl god, når myndighederne blander sig i vores sundhed. Og det virker jo åbenlyst rigtigt at oplyse og forebygge. Men evidensen bag interventionen er ikke altid i orden. Og selv i de tilfælde, hvor kommunerne har ret i, at de kan regulere os sundere, bør de ikke nødvendigvis få ret til at gøre det.

For interventionen skal også kunne forsvares moralsk. Staten har f.eks. ikke ret til at stille krav om, at alle tilpasser sig deres syn på en ideel sundhedsprofil. For sundhed er ikke nødvendigvis det vigtigste mål i alles liv. Nogle vil måske foretrække 75 år med sjov og ballade frem for 85 asketiske år efter alle kostpyramidens anbefalinger. Og det skal der selvfølgelig være plads til.