Men hvor kommer denne - til tider sliksøde og til andre tider hånlige - jovialitet fra? Hvorfor skal seere, lyttere og vælgere nu til at være på fornavn med de folkevalgte? Hvorfor skal vi tvinges til at forholde os til privatpersonerne Helle og Lars - og til alle de andre kammesjukker på Christiansborg?

Som seer sidder man tilbage med en omklamrende, ja nærmest lidt klistrende, fornemmelse, når statsministeren og oppositionslederen bliver omtalt, som vi omtaler naboen. Man hører næsten en svag stemme i baggrunden hviske: »De er jo også bare mennesker, de er ligesom vi andre«. Men de er ikke som os andre. De er mere end vi andre.

Ganske vist flugter det fint med samfundets rynke-på-næsen-forhold til autoriteter og idealet om »det autentiske menneske«. Det har i årevis været det foretrukne ideal inden for pædagogik, sociologi, kulturstudier, psykologi, kommunikation og - måske især - inden for poppede afarter heraf. Det er det såkaldt »hele menneske«, vi får serveret, når Helle og Lars hverken har titel eller efternavn. Men mon ikke vi var bedre tjent med mennesker, der undlod at snobbe nedad og i stedet tillod sig at gå fuldt og helt ind i den rolle, de spiller i og for samfundet?

Oppositionsleder Helle Thorning -Schmidt og statsminister Lars Løkke Rasmussen har et ansvar, et mandat og en autoritet, som påvirker befolkningen og landet. De har valgt, at de vil tage det store ansvar på sig, det er at lede et land, og derfor har de en velfortjent ret og pligt til at fremstå med myndighed og autoritet. De skal ikke stikke befolkningen blår i øjnene, men kendes ved deres autoritet. De må påkalde sig respekt i samme omfang, som de skal tåle konsekvent kritik.

Vi kan ikke sætte vores lid til en tilfældig »Helle« eller »Lars«. Vi må sætte vores lid til enten statsminister Lars Løkke Rasmussen eller oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt.

Jeg håber, de snart vender tilbage.