Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Helge Sanders uvidenhed slår ringe i vandet

Fallerede ministre uden store eller populære resultater bag sig føler af og til et behov for at samle op på deres arbejde, og gennem jubilæumsartikler omskrive virkeligheden om deres periode.

Det har Helge Sander følt et behov for i Berlingske, hvor han forsøger at tegne et billede af universitetsloven fra 2003 som et »dansk mirakel«. Og jeg forstår godt behovet.

Gennem sine otte år som minister, kan man vist roligt sige, at Helge Sander gjorde sig upopulær blandt studerende og ansatte på landets universiteter, som han aldrig rigtig forstod, hvad var for en størrelse, men behandlede som en slags gammeldags virksomheder.

Hele Sanders kronik handler om ledelse og bestyrelser, og hvor dygtig og visionær en politiker, Sander anser sig for at være. Han nævner ikke undervisning, forskning, kvalitet eller nogen af de elementer, som udgør indholdet, formålet og eksistensberettigelsen for de danske universiteter. Han nævner ikke engang ansatte og studerende.

Sanders helt ensidige prioritering af virksomhedsgørelse af universiteterne og hans enøjede fokus på ledelsesniveauet af dem, har desværre haft stor betydning på den universitetslov, de danske universiteter er underlagt. Mest radikalt fjernede Sander i 2003 enhver demokratisk kontrolmekanisme fra os studerende og fra de ansatte med ledelserne. Og vi lever med konsekvenserne.

Siden loven blev vedtaget, har vi set ledelser, der kører ansatte og studerende over i beslutningsprocesser, bøjer eller bryder regler og lovgivning, rullet fra universitet til universitet. Det virker som om, at flere ledelser ikke lytter eller inddrager deres meget kompetente (der er altså tale om forskere i verdensklasse) ansatte eller os studerende, hvis de ikke skal.

Det er de barske realiteter, som blandt andet kommer til udtryk på Aarhus Universitet, hvor kun 14 pct. af medarbejderne, ifølge den nyeste arbejdspladsvurdering, helt eller delvis føler, at universitetsledelsen er lydhør over for deres synspunkter. Desuden oplever 17 pct. af alle medarbejderne på universitetet stærke stresssymptomer. De tal vidner om medarbejdere, der ikke føler sig værdsat, ikke oplever, at ledelsen lytter til dem eller forstår, hvad de laver. Og for os studerende er virkeligheden den samme.

Aarhus Universitet er ikke enestående, men bare det seneste i en lang række eksempler på, hvordan Sanders uvidenhed om universiteterne har spredt sig til ledelserne på universiteterne som ringe i vandet. Eksempler, der har kostet flere rektorer og bestyrelsesformænd undervejs, men hvor kernen i problemet – Helge Sanders universitetslov fra 2003 – ikke er blevet ændret.

Så til Sander: Loven var udtryk for en forældet ledelsesopfattelse, allerede da den blev vedtaget.

Vejen frem for universitetet er en ny lov, der sikrer en meget mere demokratisk ledelse i samarbejde med os studerende og de medarbejdere, der er kernen, indholdet og formålet med universitetet, og som producerer den viden og værdi, som vi skal leve af som samfund.