Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hele livet – både over og under dynen

»Nej, lad nu unge i uge 6 ikke bare møde lærere, der taler om sex i skolen, men også præsten i kirken.«

Finn Andsbjerg Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marie Høgh, konstitueret sognepræst i Stenstrup-Lunde pastorat, forsøger i et Indspark i Berlingske 9. marts at beklikke min og Folkekirkens Konfirmandcenters troværdighed, ved at tillægge os argumenter, som vi aldrig har udtrykt – for derefter sagligt og solidt at nedsable de opdigtede synspunkter.

Afsluttende fører det til en fremstilling af Folkekirkens Konfirmandcenter som en tvivlsom, sortseende moralsk institution, der definerer moralen i den danske folkekirke, og hvor Marie Høgh endda tager sig den frihed at drage direkte paralleller til imamskoler.

Marie Høgh gør i sit indlæg brug af en kendt og ofte anvendt retorisk metode – at tillægge modstanderen andre motiver og synspunkter – for derefter at skyde dem ned. Det er stilistisk elegant, men indholdsmæssigt yderst tvivlsomt og placerer afsenderen i et ikke særligt troværdigt lys.

Bibelen er netop, som Marie Høgh udtrykker det, en bog om det almindelige uperfekte og uimodståelige menneskeliv. Et menneskeliv med et utal af aspekter, som præster i landets konfirmandlokaler dagligt forsøger at tale med børn og unge om.

Der tales om liv og død, håb og tilgivelse, svigt og omsorg, kærlighed og tab – altså eksistentielle livsemner – som mennesket, der er sat i verden, indgår i og tager del i.

At Marie Høgh mener, at det at tale om kærlighed og sex, om retten til vores krop og respekten for næsten, er moral og ikke forhold, der indgår i det perfekte og uimodståelige menneskeliv, fatter jeg ikke.

Bibelen beskæftiger sig med det hele menneske bestående af krop og ånd, og derfor bør kirken også kunne tale åbent om kroppen og ikke af frygt pakke en del af menneskelivet væk for de hormonforstyrrede unge.

Nej, lad nu unge i uge 6 ikke bare møde lærere, der taler om sex i skolen, men også præsten i kirken – ikke for at definere EN bestemt moral, men for at møde troværdige voksne, der tør tale om hele livet både over og under dynen. Gør vi ikke det, lader vi de unge i stikken, og de overlades til sig selv i det liv, der ligger foran dem, hvor grænser skal afsøges og afprøves – også de seksuelle grænser.

Kirken skal på ingen måde moralisere, ej heller Folkekirkens Konfirmandcenter, men den skal være en troværdig samtalepartner i menneskers liv, også der, hvor hormonerne blomstrer.

Jeg kan berolige Marie Høgh med, at vi ikke er endnu et center, »der på katolsk eller islamisk vis har bemyndiget os til at tale på kirkens vegne«. Vi er blevet spurgt af en journalist fra Berlingske, om sex kunne være et relevant, eksistentielt emne til konfirmationsforberedelsen – og lige der lider vi ikke af seksualforskrækkelse, men ser også det emne som en del af det uperfekte og uimodståelige menneskeliv, der er relevant for en nutidig konfirmationsundervisning.