Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Hele Danmark bliver en udkant. Udkantsdanmark! Et turistmål for nostalgikere«

Et af ugens store emner var Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) 28-punkts-plan for en reformering af hele overførselssystemet, som Berlingske offentliggjorde i tirsdags. Forslaget har forarget Socialdemokratiet og venstrefløjen. Lad mig sætte det i perspektiv. Om ti år vil det ældste af mine fem børnebørn være tyve år, og da hendes mor, min datter, er advokat og hendes far, min svigersøn, salgsdirektør i en stor koncern, vil hun, hvis hun følger det generelle sociale mønster, måske være i gang med en lang akademisk uddannelse. Altså, hvis sådanne findes til den tid. Nutidens politikere arbejder jo ihærdigt på at fjerne ethvert spor af akademisk niveau på de uddannelser, der i dag omdannes til et fjerde, femte og sjette gymnasieår, mens gymnasieskolen varetager de elementære indlæringsopgaver, folkeskolen i sin tid løste. Det samfund, hun bliver voksen i, vil være slidt og forsømt på alle måder. Ifølge OECD vil det være et af de fattigste samfund blandt OECDs medlemsstater. Allerede fra 2020, om fem år, vil der være underskud på de offentlige finanser, og det vil fortsætte i 25 år. Da hun er en velbegavet pige, vil hun måske slet ikke blive her i landet under de omstændigheder. Måske vil hun følge min gamle ven, forfatteren og Wagner-forskeren Henrik Nebelongs råd til de unge i Berlingskes kronik (8.1.2012): Emigrér! For det eneste område, der til den tid svulmer af frugtbarhed i det nedslidte og forarmede Danmark, er det sociale. Men det bliver næppe de generøse overførselsindkomster, skattetrykket, uddannelsernes kvalitet eller sundhedssystemet, der afholder mit barnebarn og hendes ligestillede fra at emigrere. Hele Danmark bliver en udkant. Udkantsdanmark! Et turistmål for nostalgikere.

Det er god gammel filosofi, at på et tidspunkt vender en udvikling sig til sin modsætning. Velfærdsstatens udvikling skyldes vore bedsteforældres, vore oldeforældres og tipoldeforældres indsats. Min generation, dvs. krigsgenerationen, de store årgange, har ikke ydet nævneværdigt til denne udvikling, og det har de efterfølgende to generationer heller ikke. Vi har stort set bare maksimeret forbruget og indskriver os i danmarkshistorien som de mest krævende og mest magelige danskere nogensinde. I dag vender velfærdsstaten sig mod sig selv, bryder ned, hvor den før byggede op. Det er en proces, der på længere sigt ikke gavner nogen. Dette er baggrunden for, at man må hilse DAs reformforslag velkommen.

Forslaget indebærer en drastisk, velmotiveret forenkling af overførselssystemet og en reduktion af satserne til generelt 13.515 kr. om måneden, hvor eksempelvis en førtidspensionist i dag får 17.987 kr. om måneden og en kontanthjælpsmodtager, forsørger og over 30 år, 14.416 kr. Selv med DAs satser vil det danske overførselssystem være et af de mest generøse i verden, hvis ikke det mest generøse. Men en ting ved det nuværende system og også ved DAs forslag undrer mig: Hvad sker med mennesker, når de bliver 65 år? Undergår de en mutation, så de spiser og drikker mindre, har mindre lyst til at rejse, gå i selskab, til udstillinger, i teatret og biografen, købe nyt tøj, give gaver, venter de kun på at dø, selv om det først sker om en halv menneskealder eller mere? Grunden til, at jeg spørger, er, at DA sætter sine satser højere end folkepensionen (inkl. pensionstillæg), ligesom førtidspensionen og kontanthjælpen med de nugældende satser er langt højere end folkepensionen, skønt flere hundrede tusinde danske borgere, der har arbejdet og ydet til fællesskabet et helt liv, ikke har andet at leve af end folkepensionen, som udgør 12.000 om måneden for en enlig (førtidspension: 17.987 kr.) og ca. 18.000 for et ægtepar (førtidspension: ca. 27.000).

Jeg spørger ikke for at pleje min egen lille Hassan, for folkepensionen bliver ikke aktuel for sådan nogle udskud som mig, skønt jeg begyndte på arbejdsmarkedet som 15-årig, nu har været der i 57 år og agter at blive der, til jeg dejser om, men det bliver der ingen folkepension af. Jeg betaler nemlig for meget i skat. Hvis man har en arbejdsindtægt på netto ca. 550.000 eller mere, får man ikke en øre. Det viser et paradoks ved det danske system; jo mere du yder, jo mindre får du, og hvis du yder rigtig meget, får du slet ingenting. Dette mærkelige system går i den højt besungne danske model under betegnelsen »fællesskab«. Men hvor meget fællesskab er der i, at et mindretal skal pukle som vanvittige og betale ekspropriationsstore skatter for at forsørge 800.000 medborgere, der ingenting laver, skønt mange af dem godt kunne?

I det længere perspektiv vil det være nødvendigt at følge DAs plan eller bringe bedre balance mellem folkepension og overførselssatserne. Det er nødvendigt af nationaløkonomiske grunde, men ikke kun det; den meget store ulighed, hvad angår bidrag til samfundet, er i sig selv et stort problem. I henseende til indkomstudjævning er Danmark et af verdens mest lige samfund. I henseende til, hvem der yder til samfundets vedligeholdelse og udvikling, er Danmark et af de mest ulige. Det er en stor moralsk og mentalhygiejnisk udfordring. Langt de fleste mennesker vil gerne hjælpe andre, der har et reelt behov, men de færreste gider være trækdyr, slæbe rundt på en forsørgerbyrde, der er helt ude af proportioner. F.eks. har Sverige kun halvt så mange på førtidspension som Danmark. Om ikke før, så vil oprøret melde sig, når krybben begynder at blive tom.