Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Heldigvis kender politiet ofte gerningsmanden til kriminalitet i forvejen

Foto: Nils Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Politiet kender ofte gerningsmanden til kriminalitet i forvejen. Heldigvis – alternativet ville være mere skræmmende.

Man ser jævnligt avisoverskrifter og artikler om alvorlig kriminalitet både her i landet og i udlandet, hvor det fremgår, at politiet kendte gerningsmanden i forvejen. Ofte ligger det i kortene, at politiet dermed kunne og måske burde have forhindret den nye forbrydelse. Og selvfølgelig er der eksempler på, at myndighederne har sovet i timen, og faktisk kunne have grebet ind på den ene eller anden måde.

Men det er faktisk et tegn på, at politiet er effektivt, når det viser sig, at man kendte den pågældende i forvejen. Alt andet ville være dybt foruroligende i et velfungerende retssamfund, hvor man jo kan forvente, at politiet opklarer alvorlig kriminalitet.

De personer, der begår drab, vold, voldtægt, røveri, tyveri, narkokriminalitet, bedrageri, eller som er kendt for ekstremisme, har ofte været i myndighedernes søgelys tidligere. Mange af dem er faktisk tidligere dømt for ligeartet kriminalitet.

I andre tilfælde har der været kontakt på anden måde i form af såkaldte bekymringssamtaler eller overvågning på grund af mistanke om det ene eller andet, men hvor indsatsen ikke har kunnet føre til anholdelse, retsforfølgning og domfældelse.

Resultatet er, at offentligheden derfor kan stå med den frustrerende konstatering, at politiet kendte den pågældende i forvejen, og at den aktuelle forbrydelse eller hændelse derfor ikke burde kunne finde sted.

Her må man huske på, at det i virkeligheden ville det være langt værre, hvis politiet igen og igen måtte konstatere, at man ikke kendte til en gerningsmand til alvorlig kriminalitet i forvejen. Det ville jo alt andet lige betyde, at politiet ikke opklarede alvorlig kriminalitet.

Det er nok menneskeligt at drage den konklusion, at det er mere acceptabelt, hvis man ikke kendte til den pågældende i forvejen. Så er det på en måde mere forståeligt, at man ikke kunne forhindre den nye forbrydelse.

Men hvis ikke politiet kendte til de fleste gerningsmænd til alvorlig kriminalitet, ville det betyde, at politi og retsvæsen ikke gjorde deres job.

Det store indlysende problem er selvfølgelig, at det ikke er muligt at spærre enhver inde i al evighed, uanset om den pågældende har været genstand for overvågning, efterforskning, anholdelse, domfældelse og afsoning. Situationen er derfor, at myndighederne heldigvis ofte kendte til den pågældende i forvejen. Og det er godt, også selv om det desværre ikke i alle tilfælde forhindrer nye forbrydelser.

Vi ville være udsat for langt mere kriminalitet i vores samfund, hvis det modsatte var tilfældet – hvis vi gang på gang måtte konstatere, at vi ikke kendte til gerningsmanden i forvejen på den ene eller anden måde. Opklaring, fokus og forebyggelse er essentielle faktorer i kriminalitetsbekæmpelse.