Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Heksejagt med fusk og fordrejninger

Anne Grete Holmsgaard: Jeg medgiver gerne, at vi tidligere langt hen ad vejen brugte en retorik, der i dag lyder rædselsfuld og er mere egnet til konfrontation end dialog. Den har jeg for længst lagt bag mig. Men politisk står jeg fortsat på demokratiets og de undertryktes side.

Dialog er vejen frem. Bosætterne er de fleste vel enige om er en hindring for en retfærdig fredsløsning, skriver Anne Grethe Holmsgaard, som fastslår, at hun aldrig har støttet terror som løsning af konflikter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I kronikken 30. oktober kommer Kjeld Hillingsø og Bendt Blüdnikow igen igen med deres påstand om, at jeg er antisemit, men en falsk påstand bliver altså ikke rigtig af at blive gentaget. Jeg har aldrig udtalt mig antisemitisk og kunne ikke drømme om at gøre det. Kronikken indeholder desuden en række absurde tankespring og tankespind, der ender i følgende konspiratoriske svada: »Det er muligt, at hun med sin tætte kontakt til PFLP ved betydeligt mere om PFLPs terroraktioner og om Blekingegadebanden, end hun har fortalt«. Det er et grotesk postulat, som alene tjener til at sværte mig til. Den slags vidtløftige beskyldninger kan man jo ikke forsvare sig imod, men jeg kan forsikre læserne om, at jeg aldrig har haft andet kendskab til Blekingegadebandens forbrydelser og personer end det, jeg har fået gennem nyhedsmedierne og bøger om banden.

I forsøget på at få ram på mig, nævner Hillingsø og Blüdnikow tre citater af mig. Det ene (International Bulletin 1978:14) er ikke-eksisterende. Jo, tekstbidden findes. Den stammer imidlertid ikke fra noget, jeg har sagt eller skrevet, men fra en artikel underskrevet af det pågældende blads redaktion. Rent citatfusk.

Det andet citat - fra Politisk Revy (juni 1984) - er rigtigt nok. I interview-et svarer jeg klart på, at jeg aldrig har været fascineret af terrorismen, men der er også et element af udenomssnak. Og selv om jeg ved Gud aldrig har forsvaret nogen terroraktion, var det en beklagelsesværdig fejlvurdering, at jeg ikke samtidig tog klart og eksplicit afstand fra de frygtelige terroraktioner, som forskellige palæstinensiske grupper har gennemført.

Det tredje citat stammer fra bogen »Zionismens Israel - et land i evig krig« (Historisk Revy, 1984), der er et optryk af min hovedopgave i historie. Jeg har tidligere (Weekendavisen sep. 2000) svaret på, hvad der er pointen i det kapitel, citaterne stammer fra, nemlig at påpege risikoen for, at at jøder diskrimineres, isoleres eller direkte lægges for had på grund af Israels undertrykkelse af palæstinensere i de besatte områder og i selve Israel. Det er unægtelig et helt andet budskab end det, Hillingsø og Blüdnikow fordrejer det til, hvor de konkluderer, at det, jeg gav udtryk for, »var klar antisemitisme og et forsøg på at gøre alle jøder til zionister og fjender«.

Min daværende bekymring for, at Israels aggressive politik mod palæstinenserne (fx Israels invasion af Libanon i 1982, fordrivelsen af PLO til Tunis og de efterfølgende massakrer i flygtningelejrene Sabra og Shatila) skulle ramme jøder udenfor Israel, har heldigvis vist sig at være overdreven. Det kan jeg og alle andre kun være glade for.

Citaterne er ca. 30 år gamle. Det gør dem naturligvis ikke ligegyldige, men de fortjener et lidt bredere tilbageblik. Jeg var dengang, som mange andre unge i Vesten, stærkt engageret i solidaritetsarbejde i forhold til Vietnam, Sydafrika, Chile, Palæstina, Nicaragua osv. Vi var vrede og oprørte over de uhyrligheder og uretfærdigheder, vi var vidner til. Råbte op, demonstrerede, arrangerede foredrag, underskriftsindsamlinger, udstillinger, breve til fængslede mv.

Det arbejde var med til at give håb om retfærdighed. Målet var at påvirke opinionen og lægge pres på de (alt for) mange politikere, der vendte det blinde øje til eller direkte støttede den modsatte side i konflikterne.

Jeg medgiver gerne, at vi også langt hen ad vejen brugte en retorik, der i dag lyder rædselsfuld og er mere egnet til konfrontation end dialog. Den har jeg for længst lagt bag mig. Men politisk står jeg fortsat på demokratiets og de undertryktes side. Et undertrykt folk har altid ret til at kæmpe for frihed, retfærdighed og demokrati. Men selv undertrykte har selvfølgelig ikke ret i alle metoder, der er taget i anvendelse.

Selvmordsbomber, flykapringer og andre terrorhandlinger mod civile kan aldrig forsvares.

Jeg forventer ikke, at ovenstående gør indtryk på Hillingsø og Blüdnikow. De er så langt ude i deres tankespind for at fremstille mig som antisemit, terroriststøtte mv., at det ganske enkelt er umuligt at føre en kritisk dialog med dem om Israels og de palæstinensiske organisationers handlinger gennem mere end 40 års besættelse af Vestbredden og Østjerusalem.

Det er trist, for skal der være chance for fred i Mellemøsten, fordrer det dialog. Stort set hele det internationale samfund er i dag enige om, at de omfattende israelske bosættelser i det besatte Palæstina er den største hindring for en retfærdig fredsløsning, der kan bringe israelere og palæstinensere ud af årtiers voldsspiral. Hillingsø og Blüdnikow kunne passende kritisere Israels bosættelsespolitik som deres bidrag til debatten om en retfærdig fredsløsning. Det hjælper nok mere end at kritisere mig for noget, som de tænker. at jeg kunne tænkes at have tænkt.

Beskyldningerne i Hillingsø og Blüdnikows kronik er grove og metoden beskidt. Det undrer mig, at Berlingske Tidende giver plads for den slags propagandistisk heksejagt. Det klæder ikke en redelig avis.