Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hej, lødighed! Hvor gik du hen?

Man skal ikke tro på alt, hvad man støder på. Men det gør vi. Alt, hvad vi læser i avisen, hører i radioen og ser på TV, bliver vores virkelighed. »Jo, det er rigtigt, for jeg hørte det i radioen,« sagde en universitets-uddannet kollega forleden. Det er skræmmende og stiller store krav til medierne. For store, måske.

Forfatteren Susanne Staun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Jeg har forståelse for, at Berlingske Tidende opfatter universiteterne, som den brede befolkning opfatter medierne: et sted, vi henter troværdig information. Sådan er det desværre sjældent.

Når denne avis accepterer en kronik baseret på et kandidatspeciale, så går man på redaktionen ud fra, at der er tale om et universitetscertificeret stykke videnskab, der kan tåle at blive luftet over flere spalter. I tilfældet »Nå, hej far, du er her forresten også« fra 14. december bliver den tillid gjort til skamme. Kronikken er skrevet af en nyligt udklækket universitetskandidat, kultursociolog Patrizia Madsen, og dennes specialevejleder Gunnar Lind Haase Svendsen, der er professor mso ved Center for Landdistriktsforskning.

Det er sjældent, at et kandidatspeciale leverer videnskab, og det er da også store krav at stille til den længere skriftlige opgave, som afslutter et kandidatstudium. Kun undtagelsesvis får kandidatspecialer mediernes bevågenhed, og det er sjældent, at bevågenheden er fortjent.

I foråret dukkede f.eks. et kandidatspeciale op i Aftenshowet. Det var hevet ind i ringen for at bevise, at jeg tog fejl, når jeg hævdede, at sprog har en betydning for, hvordan folk opfattes. Specialet modbeviste, hed det sig, en delmængde af min påstand, nemlig at kommaer ingen betydning har for, hvordan man opfatter en skribent. Men specialeskriveren havde som undersøgelsespopulation sølle 97 danskstuderende, ikke en randomiseret undersøgelsesgruppe (tilfældigt udvalgt, red.), der var repræsentativ for befolkningen som helhed.

Der kan ikke uddrages statistisk holdbare konklusioner på baggrund af et særligt, ikke-repræsentativt befolkningsudsnit. Vi er derfor i dag ikke klogere på, om det generelt forholder sig sådan i Danmark, at folk ikke anskuer dårlige kommasættere som mindre troværdige.

Specialet med titlen »Kampen om anerkendelse som forælder« ligger til grund for kronikken »Nå, hej far, du er her forresten også«. Både speciale og kronik er præget af udokumenterede påstande og fejlagtige forudsætninger, men først og fremmest lider begge af samme fundamentale syge, som specialet om kommaer.

Patrizia Madsen har nemlig plukket sin undersøgelsespopulation på 79 utilfredse fædre fra Foreningen Far, dvs. fra et segment af fædre, der oplever sig diskrimineret og derfor ikke er repræsentative for det store flertal af fædre. Specialekonklusionen lyder:

»Med udgangspunkt i de erfaringer, fædrene har gjort sig med de offentlige institutioner, kan det konkluderes, at fædrene oplever en favorisering af mødrene i sagsbehandling ...«

Der er afgørende forskel på, hvad en udvalgt gruppe utilfredse fædre »oplever« og den generelle »himmelråbende uretfærdighed«, danske fædre ifølge kronikken er genstand for, og det ved specialet også godt selv. På specialets side 39 anerkendes præcis den »skævvridning i rekrutteringen af respondenterne«, som gør, at konklusionen ikke er statistisk signifikant, dvs. ikke gældende for andre end det undersøgte segment.

Samtidig er specialet metodisk suspekt opstillet: Det fravælger at inddrage den afgørende kontekst, f.eks. fædrenes ekspartnere, der kunne kaste essentielt lys over rimelig- eller urimeligheden i offentliges ageren. Der reflekteres i specialet end ikke over udsagn som f.eks.:

»Ja, en dag hvor jeg kommer hjem fra praktik, er hun flyttet og taget hen på sådan et krisecenter (...) Der lå bare et brev om, at hun var flyttet.«

Et krisecenter er et sted, hvor voldsramte kvinder tager hen for at slippe for deres voldsmand. Men intetsteds i dette speciale, der omhandler fædres utilfredshed med deres bekomst i det offentlige system, indgår noget så afgørende for samspillet mellem mor, far og barn som vold. Kunne det tænkes, at voldsmænd måske ikke mødes med samme forståelse i Statsforvaltningen, som deres ekskoner, der altså er voldsramte?

Eventuelle forældreevneundersøgelser og børns udsagn indgår heller ikke, selvom disse er helt centrale brikker, som Statsforvaltningen skal inddrage i deres overvejelser, og som selvsagt får afgørende betydning for beslutninger om forældremyndighed og samvær.

I specialet medtages endvidere et segment af kvinder, 45 styk, der er hentet hos Mødrehjælpen og Foreningen Mor, ligeledes et specifikt segment, der ikke afspejler danske mødre som sådan, da alle danske mødre ikke er voldsramte. Disse kvinder er medtaget, fordi de »vil fungere som et sammenligningsgrundlag, hvor jeg vil se på, om der er noget, som gør sig særligt gældende for fædre [sic].«

Men inddragelsen af mødrepopulationen er overflødig, da denne og erfaringerne her ingen konsekvens har for specialets fremdrift mod en konklusion, der er givet på forhånd: Fædre diskrimineres.

Med andre ord ved vi ikke, om hypotesen, Fædre diskrimineres, er sand; vi ved, at et særligt segment af fædre, der, på det foreliggende, indeholder mindst en voldelig far, oplever sig diskrimineret, men vi har ingen mulighed for at vurdere, om der er tale om de facto diskrimination, eller om denne blot er et udtryk for god forvaltningsskik.

Vi kan også konstatere, at 6.000+ har delt og liket kronikken på Facebook og kan derfor tale om bastant vildledning af offentligheden. Det er ikke hensigtsmæssigt for forståelsen af et i forvejen betændt og højt politiseret felt, der tigger om udredning på videnskabeligt niveau.