BOSTON: På baggrund af det store postyr, der har været om sidste søndags udsendelse i Deadline, har jeg lyst til at fortælle, hvordan jeg selv ser på den afhøring, som Martin Krasnik gennemførte af mig.

Baggrunden for det såkaldte interview er allerede oplyst, idet Sappho.dk har offentliggjort hele den mailudveksling, der var foregået mellem Krasnik og mig.

Udover mails blev der som optakt gennemført to telefonsamtaler mellem Krasnik og mig. Den første var ikke særlig konkret, men bestod mest i udveksling af almindelige høfligheder. Den mundede dog ud i, at manden fra Deadline mandag 11. marts kl. 12 – ligeledes telefonisk – med mig skulle drøfte, hvilke spørgsmål vi skulle koncentrere os om, og som jeg på den baggrund kunne forberede mig på.

Jeg ringede til Krasnik på det aftalte tidspunkt (man kunne ikke ringe til mig), men samtalen blev meget kort, idet Krasnik ikke havde noget konkret at berette. Jeg tog det roligt, idet jeg stadig var af den opfattelse, at hans hensigt var at finde ud af, hvad jeg mente om ytringsfriheden og islam i lyset af det stedfundne attentat. Derfor sagde jeg, at han naturligvis kunne stille de spørgsmål, han havde lyst til.

Havde jeg vidst, at hans udgangspunkt var et løgnagtigt angreb på mig i Weekendavisen for flere år forinden, at jeg skulle eksamineres i fodnoter til en bog, jeg var medforfatter til i 2003, at han havde til hensigt at sidestille denne bog med Zions Vises Protokoller osv., havde jeg naturligvis ikke stillet op til eksekution i studiet.

Men det var altså det, Krasnik havde planlagt, og da det under interviewet, der foregik om aftenen mandag 11. marts, gik op for mig, burde jeg have meddelt ham, at han ikke behøvede min medvirken til at svine mig til og have forladt studiet. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke gjorde det.

Da vi talte sammen, inden der blev tændt for kameraet, var Krasnik sukkersød, og bagefter meddelte såvel Krasnik som produceren, at jeg havde klaret det godt, hvilket jeg vidste ikke var tilfældet. Jeg havde følt det som ét langt forsøg på at sparke benene væk under mig på et tidspunkt, hvor jeg var ved at komme mig oven på mordforsøget, og det er aldrig nemt at skulle forsvare sig mod den slags samtidig med at man skal prøve at give fornuftige svar på dumme og insinuerende spørgsmål.

Jeg gjorde Krasnik og produceren opmærksom på, at jeg ikke havde fundet interviewet fair, men de havde en ganske anden opfattelse.

Krasnik ledsagede mig ud af TV-bygningen, mens han atter forsikrede mig om sin højagtelse. Han beundrede mig virkelig, sagde han, hvilket han netop havde bevist ikke var tilfældet.

Krasnik har al mulig grund til at være tilfreds. Han kan nu sole sig i sine journalistkollegers beundring, hans fremtid i Danmarks Radio er lys, og han behøver ikke at frygte verbale eller fysiske overfald af profetens sure tilhængere.

DEBAT: Bland dig i diskussionen i kommentarfeltet under artiklen eller på facebook.com/berlingske.