Forleden landede et velment forslag i landets aviser fra SF om, at alle folkeskoler skal servere morgenmad til elever på samtlige folkeskoler i hele landet. »Børnene er sultne, og det går ud over læringen,« lyder argumentet.

Men forslaget rammer helt ved siden af på bedste statslige, altomfavnende facon med et ønske om adfærdsregulering som sidegevinst.

Det er nemlig den vederstyggelige, cigaretrygende del af befolkningen, der skal betale gildet.

Lad mig først og fremmest understrege, at jeg på ingen måde skal forsøge at underkende, at der desværre er børn i Danmark, som ikke har optimale kår. Der er også børn, som ikke får morgenmad derhjemme, inden de bliver sendt i skole. Og det er et alvorligt problem for de pågældende børn og deres familier. Men hvorfor insisterer SF på at skyde gråspurve med kanoner?

Der henvises i flere artikler på diverse medier til en undersøgelse foretaget af forskerholdet Kosmos, hvoraf det fremgår, at tre ud af fire børn i 8. klasse føler sig sultne i løbet af dagen. Jeg føler mig også sulten i løbet af dagen. Det, tænker jeg, er egentlig ganske naturligt. At børn føler sig sultne i løbet af en dag er ikke ensbetydende med, at de ikke har adgang til mad. Så lad os nu lige klappe hesten.

Folkeskolen bør være et lokalt anliggende. Der kan være stor forskel på, hvor ressourcestærke familierne er i forskellige geografiske områder. Derfor vil der også være behov for at prioritere midlerne forskelligt fra kommune til kommune for at kunne lave de bedste skoletilbud, der favner netop de børn, som skal benytte sig af dem.

Jeg mener, hvad hjælper det at bruge flere hundrede millioner kroner på at tilbyde skatteyderfinansierede havregryn, hvis der på den enkelte skole ikke tilbydes kvalificeret undervisning, fordi der mangler lærere eller vikarer?

Det er desværre en tanke, der allerede blev undergravet med vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013, hvor den bærende kerneværdi – godt skjult bag alverdens floskler og newspeak – var ensretning. Ensretning af elevernes individuelle behov, ensretning af skolernes pædagogiske værdigrundlag og ensretning af lærernes arbejdsmetoder.

Den danske folkeskole har ikke brug for mere ensretning og mindre forældreansvar. Tværtimod. Børn, der uforstående spørger om, hvorfor de ikke godt bare må lave lektierne derhjemme med far og mor, som de er vant til, skal nu også have serveret en portion statslige havregryn om morgenen, for så får de voksne det meget bedre med sig selv. Men hjælper vi børnene?

Svaret er nej. Det gør vi ikke. Vi hjælper ikke børnene, før vi indser og forstår, at de alle er forskellige og har forskellige behov. Det være sig personligt såvel som fagligt.

Vi bør i stedet lade kommunerne og skolerne vurdere, hvad der giver mening i netop deres lokalområde.

Om der skal afsættes en lokal pulje til lidt havregryn eller knækbrød, om man ønsker at øge dialogen med forældrene, eller om det slet ikke er en aktuel problematik på den enkelte skole.