Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Haves: Verdens bedste kongehus. Søges: Et eneste argument imod

Foto: Keld Navntoft. Fold sammen
Læs mere

Som kongetro har mit blodtryk det med at stige til et sundhedsskadeligt niveau, når de liberale angriber kongehuset. Den ene dag er kongehuset åbenbart udansk. Men findes der en person, som flere personer ved hvem er end Dronningen? Hun og hendes 1.000 år gamle slægt er måske det mest danske, vi har.

Så kommer argumentet om, at vi er i 2017. Det er ikke et argument, men en konstatering. Så er der de demokratiske principper, hvor folkeafstemninger åbenbart er essentielle – bortset fra tilhørsforholdet til EU, naturligvis. For hvor går grænsen ved folkeafstemninger? Skal domstolene også regeres af dette? Eller ministrene?

Det er helt legitimt med debatten. Men i kampen for deres abstrakte principper har republikanerne det med at ignorere den værdi, som kongehuset giver vores politiske system og vores nation. Tænk blot på kong Christian X under Besættelsen. Den værdi vil ingen politiker kunne bære.

Det må virkelig frustrere republikanerne, at skandalerne i kongehuset er noget med at køre over en bro under en storm, hoppe i en hoppeborg og en skilsmisse. De siger, at de kongelige lever et liv i sus og dus – det kan vel være, men man glemmer, at de har viet deres liv til det danske folk. De søger ikke magten, som har det med at fordærve mennesket, det lader de politikerne om.

Hvornår har et land sidst haft en præsident i over 40 år, hvor en så stor andel af befolkningen har været så tilfredse? Skal vi smide det væk, blot for at kunne stemme om en person, der kun har opbakning fra halvdelen, og som splitter mere end samler? Hvor i verden er præsidentvælde mere stabile? Republikanerne er et produkt af kulturradikalismen. Den har fået os til at stille spørgsmålstegn ved alt. De vender sig især mod kongehuset, fordi de betragter monarkiet som et forhistorisk levn, som om alt er skidt, blot fordi det er gammelt?

Folkekirken, familien og nationen har de haft stort held med at miskreditere. Op til og efter Besættelsen angreb de folkekirken og dagliglivet. Familien og folkeskolen misbilligede de op gennem 1970erne. Med den liberale bølge, der skyllede ind over Europa og Danmark i 1990erne, fik de kulturradikale gjort mere skade på vores forhold til Gud, konge og fædreland, end hippierne fra 1968-oprøret nogensinde havde turdet håbe på. Senest så vi, hvordan man havde inviteret en imam ind i Guds hus, mens Københavns biskop nogle uger efter sagde, at kristendommen var lige så farlig som islam.

Det kulturradikale projekt har ofte været lige ved at lykkes. Men det, de ikke forstår, er, at mennesket har behov for faste holdepunkter, særligt i en verden så forvirrende som denne, og her kan vi med rette se på kongehuset. Kongehuset er kontinuitet og stabilitet hævet over partipolitisk ævl og kævl.

Forhold jer nu til det konkrete, kære republikanere – hvad er jeres løsning? Det er der intet svar på. Det danske kongehus har gennem historien vist sit værd, og grunden til, at republikanerne ingen løsning har, er, at der ikke er noget problem at løse.

Caspar J. Stefani er bsc.scient.pol.