Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hashen bliver ikke fri, før vi forstår, hvorfor den er forbudt

Foto: Martin Sylvest og Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Jeg er vokset op et sted, hvor hash er noget de fleste ryger i en eller anden udstrækning. Enkelte tog et par sug til festerne, en del røg i weekenderne og en håndfuld havde et hverdagsmisbrug.

Jeg har set konsekvenserne af Anders Foghs rydning af Christiania, set hash-handlen blive spredt som en pest til alle bydele og været vidne til forråelsen af de gangstere, de unge pludselig skulle i kontakt med, hvis de skulle købe en uskyldig klump.

Jeg mener ikke, at kriminaliseringen tjener særlig mange andre end de hårdeste kriminelle og har svært ved at se idéen i at forbyde hash, når alkohol er lovligt.

Men jeg tror også, at fortalerne for legalisering er deres egen værste fjende, for flere af dem taler ned til kriminaliseringstilhængere fra en privilegeret position, og forsøger ikke at forstå de argumenter, de foregiver at skulle skyde ned.

Eksempelvis kaldte Sebastian Porsdam Mann, som forsker i bioetik ved Harvard, i foråret kriminaliseringsfortalernes argumenter for »etisk forkastelige« i magasinet videnskab.dk.

Som enhver, der har fulgt med i udlændingedebatten vil vide, er det den ultimative politiske tabersag at forklejne gennemsnitlige folks bekymringer, fordi man selv føler, at man sidder med den objektive sandhed.

Fordi jeg er vokset op, hvor hashen var udbredt, har jeg også set, hvor stærk en undskyldning et misbrug var for forældre, hvis børn vaklede i tilværelsen. Selvom hashen nok snarere var et symptom end en årsag, når unge sloges med livet, blev hvert sug en håndgribelig forklaring på de unges deroute.

Jeg har set kvikke unge spilde deres liv på kontanthjælp, og jeg har set forældre bruge al den kærlighed, de overhovedet havde, på at redde dem. Når det alligevel ikke lykkedes blev jointen den oplagte syndebuk. Endnu mere smertefuldt har det været at se forældre, som ikke magtede opdragelsen, projicere ansvaret over på barnets hashforbrug.

Rundt om forældrene står lærere, pædagoger, ressourcepersoner og resten af familien, som alle ser de fortabte unge gå til, og helt naturligt kommer til den konklusion, at hashrygningen er årsagen.

Jeg har arbejdet ni år som pædagogmedhjælper, og det mindretal af børn, som stod over for stort set alle væsentlige udfordringer i hverdagen, havde eller fik nærmest alle problemer med hash. Derfor blev det også en nærliggende forklaringsmodel, når kommunale medarbejdere skulle pege på årsagerne til, at problembørn var problembørn.

Jeg tror ikke, at hashen er ansvarlig for halvdelen af de synder, den tilskrives, og en kriminalisering hjælper næppe på de problemer, hash rent faktisk er skyld i. Men hoven bedrevidenhed fra legaliserings-fortalerne er kontraproduktivt i kampen om at gøre hashen fri. Der er brug for mere fokus på, hvordan legalisering vil løse nogle af de problemer, der er forbundet med hash, og mindre fokus på at udskamme kriminaliseringstilhængere som stædige og etisk forkastelige.