Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Harry og kammertjeneren

Det siger nok noget om min alder, at jeg rent faktisk kan huske filmen med Osvald Helmuth i rollen som Harry, der i sin alderdom lever et beskedent liv, men hvor en lille arv giver ham mulighed for at leve sin drøm ud, hvorfor han antager en kammertjener, indtil pengene er brugt op.

Harry er nok ikke den eneste med drømme om en forsødet og serviceret alderdom. Når min tanke faldt på Harry, var det dog ikke hans drøm, men nærmere det med kammertjeneren. Nu har man nemlig kunnet høre i radioen, at Rudersdal har introduceret et nytænkt ældrebyggeri, hvor en såkaldt robotbutler står til tjeneste.

Efter radioværtens begejstrede fortælling handlede det om, at man på kommando kan få trukket gardiner for, åbnet vinduer og døre mm. Teknologisk er der givet kun få grænser, vi har allerede hørt om robotvask og automatiske toiletter. For nogen en fremtidsvision, for andre en skræmmende tanke.

Harry og kammertjeneren udvikler nemlig et tæt bånd, så da pengene slipper op, bliver kammertjeneren hos Harry. Ligeså trofast kan robotbutleren være, om end baggrunden ikke bunder i gensidig sympati. Og ingen forestiller sig vel reelt robotbutleren som en afløser for omsorg, personlige relationer og pleje. Men måske nærmere som en forudsætning for, at der vil være personale til rådighed for personligt samvær.

Historien om det tænkende hjem er dog en god pejling på noget af det, vi kunne leve af. Velfærdsteknologi, som det vel kaldes, har et stort udviklings- og eksportpotentiale. Vores danske velfærdsmodel betyder set med virksomhedernes øjne, at der er nogle gode offentlige kunder, men ikke mindst er der rum for et potentielt offentligt/privat samarbejde, hvor sygehuse og plejehjem kan agere ikke blot kunder, men også testfacilitet.

Den gode historie er dog foreløbig udeblevet der, hvor skalaen er noget større end på et par ældre boliger. De store to- cifrede milliardinvesteringer i nye såkaldte supersygehuse var et oplagt innovationsrum og demonstratorium.

Risikoen for, at erhvervseventyret i denne sammenhæng udebliver, er dog mere end nærliggende. Ansvaret er ikke centraliseret, men derimod spredt på flere regioner, som hver for sig har brug for at vise særlige evner og berettigelse. Optimisten ville håbe, at det blot gav ekstra udviklingsmuligheder, men man kan nu let blive bekymret for, at det derimod kan betyde, at flere udvikler det samme. Derved bliver der mindre stordriftsfordel i produktion og udvikling, og dermed også færre af de frie penge til reel innovation.

Danmark er langt i velfærdsteknologisk udvikling. Tacklet rigtigt kan ny teknologi skabe grobund for etablering af nye virksomheder. Lad os håbe, nogen samler op og får tænkt i, hvordan de store investeringer kan gøres til mere end nye sygehuse, men også sikrer udvikling af produkter og dermed nye virksomheder.

Muligheden for, at fremtidens Harryer kan få deres service – robot eller ej - er nemlig, at nogen sikrer, den kan finansieres. Det kræver virksomheder og eksportindtægter.