Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Har Trump Elton John i baghovedet, når han taler om Kim Jong-un?

Foto: KEVIN LAMARQUE, JORGE GUERRERO og Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rocket Man af Elton John og Bernie Taupin er inspireret af en novelle af Ray Bradbury med næsten samme navn, der handler om Doug, som er søn af en astronaut. Doug lærer om sin fars forbandelse, der er altid at savne stjernerne, når han er på Jorden, og altid at savne Jorden, når han er i rummet. Uanset hvor Dougs far er, er han ved at blive sønderrevet af længsel efter det, han lige har forladt. Derfor tvinger faderen sin søn til at love ikke at blive astronaut.

Rocket Man blev skrevet i Elton Johns gyldne periode 1970-75. Sangen er komponeret af Elton John, og teksten er skrevet af Bernie Taupin, og den udkom i 1972 på albummet og mesterværket Honky Château. Rocket Man er på trods af sin lidt ujævne lyrik, hvor Taupin blandt andet får fortalt, at Mars er et elendigt sted at lade sine børn vokse op, fordi der er så helvedes koldt, en udødelig klassiker om savn, spleen og splittelse, der har bevæget mangt et hjerte, som befinder sig langt hjemmefra, om det så sidder i brystet på en sømand, lastbilchauffør eller en ung knægt på lejrskole for første gang.

Temaet er som sangen udødeligt og bliver hele tiden fortolket på ny.

Den iranske flygtning og filmskaber, Majid Adin, har således lavet en animationsfilm til Rocket Man, hvor astronauten stående på en fjern planet til sidst stirrer længselsfuldt på Europa, mens Elton John synger: »And I think it’s gonna be a long long time,« igen og igen.

Det er nok kommet bag på mange, at præsident Trump har meldt sig i køen af fortolkere af Rocket Man her omkring sangens 45-års fødselsdag.

Først i et tweet og siden i sin tale til FN lod Trump forstå, mens han truede Nordkorea med total udslettelse, at Rocket Man er ingen anden end Kim Jong-un, og at Rocket Man i sin nordkoreanske inkarnation er på en selvmordsmission.

Der er mange af temaerne i Rocket Man, som giver mening, når man tænker på Kim Jong-un. Nordkorea er i sig selv en fjern planet, og man må efterhånden komme til at savne resten af planeten, hvis man altså er en af de få nordkoreanere, der har noget begreb om, hvad dette er.

I Bradburys Rocket Man lover sønnen ikke at gå i sin fars fodspor, men Kim Jong-un og Donald Trump ved, som så mange andre sønner, hvor svært det kan være at træde ud af patriarkens skygge, og hvor svært det kan være at fylde skoene ud, hvis man vælger at blive der. Nordkorea er som så mange helveder på jord, hvor man har forsøgt at praktisere Marx’ tanker, et elendigt sted at lade sine børn vokse op. Ikke fordi der er koldt, men fordi man har forsøgt og forsøger sig med socialisme og kommunisme. Det var måske det, Trump tænkte på. I al fald sagde Trump i en af sin tales højdepunkter, henvendt til FN og måske Pelle Dragsted, at Venezuelas problem ikke var, at man ikke havde implementeret socialismen ordentligt, men snarere at man havde fulgt den socialistiske opskrift til punkt og prikke.

Det er lidt svært at greje, hvilke af disse tematikker, præsident Trump tænkte på, da han valgte at gøre Kim Jong-un til Rocket Man. Men meget tyder på, at det nok bare er de mange raketter, der sendes op fra Nordkorea, som fik præsidenten til at vælge øgenavnet.

Før Elton John udgav albummet med Rocket Man, udkom Mad Man Across the Water, fra 1971, der både er en sang og titlen på albummet. Bernie Taupin har aldrig indrømmet, at det var præsident Nixon, han havde i tankerne, da han kom på den titel, men med krigen i Vietnam som bagtæppe er det nok ikke et urimeligt bud. Mange vil nok hævde, at den sang stadig bør handle om den amerikanske præsident, men lur mig, om ikke den er næste sang på Trumps karaoke-liste om Kim Jong-un.