Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Har satiren overtaget journalistikkens autoritet i Danmark?

Foto: Bjarne Bergious Hermansen, Linda Kastrup og Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Jeg vil nødig indrømme det, men langt størstedelen af mit nyhedsforbrug og min indsigt i den politiske verden er blevet til gennem satiren.

De seneste tre år har jeg med stor fornøjelse dagligt hørt med, når den fiktive journalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i »Den korte radioavis« udstiller hykleriet i den danske medieverden. Jeg glæder mig til hver fredag, når komikeren Michael Schøt med komisk snilde går i kødet på det politiske landskab med »Schøtministeriet«.

Senest er jeg begyndt at stille ind på DR2 om søndagen, når skuespiller og komiker Jonatan Spang som en dansk Jon Stewart giver en sublim og underholdende gennemgang af ugen der gik i det nye program »Tæt på sandheden«.

Komikeren bryder grænsefladen

Jonatan Spang bevægede sig for nylig ind på journalisternes banehalvdel, da han deltog i hængningen af Anna Mee Allerslev på skafottet i Københavns Rådhus.

Politikeren havde taget af kagedåsen og var blevet opdaget. På pressemødet skulle journalisterne fejre, at de havde fældet magthaverne. Men så dukkede der en komiker op og stillede »ligegyldige« spørgsmål.

Der krydsede Jonatan Spang en usynlig streg for journalisterne. Dette her var ikke satirens område. Men det udstillede også det journalistiske hykleri om, at de automatisk ser sig selv som hævet over satiren.

Det bizarre var, at selve pressemødet var ren proforma. Journalistikken havde vundet sejren, men blev snydt for pokaloverrækkelsen, og det var satirens skyld.

I »Tæt på sandheden« kunne Jonatan Spang efterfølgende fortælle, at BT, der selv førte kniven i karaktermordet på Anna Mee Allerslev, til pressemødet spurgte politikeren »føler du dig udsat for en hetz?« Implicit den hetz som BT selv stod for.

Netop her udstiller satiren journalistikkens ophøjede hykleri. Spangs deltagelse i Anna Mee Allerslevs pressemøde var et glimrende eksempel på, at satirens magt er vokset markant de seneste år, og den vokser i takt med, at politikerne og journalisternes troværdighed falder.

Satiren – den femte statsmagt?

For hvis det er journalisterne, der skal vogte politikerne, hvem skal så vogte journalisterne?

Journalisterne vil argumentere for, at de gør det selv. Troværdigheden til journalisterne siger noget andet.

Tidligere i år foretog Epinion en undersøgelse om forskellige faggruppers troværdighed i befolkningen. Her endte journalisterne helt i bund. Kun politikere og bilforhandlere havde en lavere troværdighed.

Er det satiren, der som en femte statsmagt skal udpege, når journalistikken fejler? For journalistikkens opgave er at vogte over autoriteterne, men har glemt, at journalistikken måske er den største autoritet i dagens Danmark. Derfor er det glimrende, at satiren i dag kan gøre op med journalistikkens selvophøjede hellighed.

Som et dårligt samleje handler journalistikken i dag mere om at komme først end at komme bedst. I mellemtiden er satirikeren rykket ind fra barneværelset til de voksnes sovekammer, hvor den siddende på sengekanten som en anden nar grinende kan berette om, hvor håbløs udviklingen er.

Og lad os ikke narre, for narren ved udmærket, hvad han laver. Han kan sno sit publikum om sin lillefinger og få dem til at grine og blive forarget på samme tid. Det er mere, end den traditionelle journalistik kan.

Når vejret bliver satire

Selv vejrudsigten er begyndt at indse, at for at nå ud til publikum må den give plads til satiren. På DR2 er komikeren Anders Grau således blevet vejrvært, hvor han revser både det danske vejr og det danske samfund i en harmonisk symfoni på tre minutter.

Satiren er vokset som et stærkt våben for demokratiet. Det skyldes bl.a. journalisterne og politikernes incestuøse omgang med hinanden, hvor afstanden mellem spindoktor og politisk kommentator ikke er mere end et telefonopkald væk.

Det bizarre er, at satiren opfylder de samme nyhedskriterier som journalisterne. Bevares, den overholder ikke, hvad der hedder god presseskik, men i stedet tilføjer satiren andre aspekter. Den udstiller de paradokser, som journalisterne ikke tør.

Den politiske journalistik kræver selvransagelse. I stedet for at affeje satiren som ligegyldig komik burde journalistikken tage den danske satire seriøst og spørge sig selv: Hvad kan journalistikken lære af satiren?

I mellemtiden vil jeg fortsætte med at få mine nyheder fra satire-land. Fra stand-up komikeren, skuespilleren og den fede mand i dametøj. Her vil jeg føle mig underholdt og oplyst på samme tid.

Lauge Hendriksen er studerende i kommunikation og medievidenskab.