Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Har danske børn da ikke fædre?

Claus Elholm Andersen: Trods ligestilling på de fleste andre områder er det som om, det er gået den modsatte nej, når det kommer til mødre og babyer. Ja, udelukkelse af fædrene kan få en til at spørge, om danske børn måske slet ikke har en far?

Er der overhovedet plads til, at far og barn kan lære hinanden at kende, eller er moderskabet så meget i fokus, at far dømmes ude? Arkivfoto: Tina Enghoff Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nogen tid siden fortalte en af mine venner mig, at han glædede sig til endelig at få lov til at lære sin halvt år gamle søn bedre at kende. Uforstående så jeg på ham. Jeg vidste jo, at han boede sammen med barnets mor og da bestemt ikke havde været fraværende i længere perioder, siden sønnen blev født.

Så hvorfor i alverden mente han, at han ikke kendte sin søn? »De første måneder er det jo i det store og hele kun moren, der kan tage sig af ham,« lød svaret, uden at jeg behøvede at spørge. »For jeg kan jo ikke amme ham og alt det der, vel?« Historien er på ingen måde usædvanlig. Trods ligestilling på de fleste andre områder er det som om, at det er gået den modsatte nej, når det kommer til mødre og babyer.

Ja, udelukkelse af fædrene kan ligefrem få en til at spørge, om danske børn måske slet ikke har en far? Min kone var kun på barselsorlov i ti uger, da vi for fire år siden fik vores søn. Dengang boede vi godt nok i USA, hvis barselsorlov er som i et uland i forhold til de nordiske lande, men hun kunne sagtens være blevet hjemme i endnu nogle uger, hvis hun havde villet. Men det ville hun ikke. At gå hjemme passer ikke til min kones temperament, for nu at sige det mildt. Og hun vidste med sig selv, at hun nok ville være en bedre mor for vores søn, hvis hun kunne starte på sit job igen så hurtigt som muligt. I stedet var det så mig, der gik hjemme med vores søn i de næste måneder, og vi investerede i en elektrisk brystpumpe, så sønnike stadig kunne få den modermælk, der jo skulle være så god.

Og heldigvis havde min kone en arbejdsgiver, der var helt på det rene med, at hun som en anden malkeko flere gange om dagen satte sig ud bagved med brystpumpen.

Det var ikke, fordi alle nybagte forældre i USA gjorde som vi. Langtfra. Men der var en forståelse for, at der er lige så mange måder at være mor og far på som der er forældre – og at ingen af måderne er mere rigtige end andre. Jeg tror heller ikke, at min kone og jeg er hverken værre eller bedre forældre end så mange andre, og ingen af os tror da, at vi har fundet den hellige gral, når det drejer sig om børn. Men den måde, som vi gjorde det på, passede til os, hvor det ikke kun var knægtens mor, der kunne tage sig af ham. Og det betød, at jeg ikke behøvede at vente til vores søn var et halvt år gammel, før jeg lærte ham at kende.

Med den nylige diskussion om speltmødre i tankerne, er jeg ikke i tvivl om, at mange ville have set skævt til os, hvis vi havde boet i Danmark. Vi ville sikkert også blive stemplet som dårlige forældre, hvis vi fortalte, at vi faktisk begyndte at sovetræne vores søn, da han kun var tre måneder gammel, og hvor vi faktisk lod ham ligge og græde alene i sin seng i ti-femten minutter ad gangen. Og mon ikke, der rundtom ville blive rystet på hovedet ad min kone, fordi hun under fødslen havde valgt en epiduralblokade og derfor ikke fødte helt naturligt? For hvem af os har ikke hørt de tragiske historier om danske mødre, der af forskellige grunde ikke er i stand til at amme, og som derfor både er blevet presset ud af mødregrupper og mødt med tilråb og hån, hvis de har siddet og givet flaske i fuld offentlighed?

Ifølge den franske feminist og filosof Élisabeth Badinter ser vi i disse år, hvordan jagten på det perfekte barn har ført til en naturalistisk ideologi, som komplet dominerer, når vi taler om, hvad det vil sige at være mor. Vi ser det overalt. Og at det måske nødvendigvis ikke er så naturligt, som vi bilder os ind, får man indtryk af, når man tænker på, hvor kolossal en industri, der er dukket op i kølvandet på denne naturalistiske ideologi med selvhjælpsbøger om fødsel og børneopdragelse samt alverdens fødselsforberedende kurser.

Den naturalistiske ideologi sætter allerede ind, når der tales om fødslen, hvor der bl.a. skelnes mellem en naturlig fødsel og kejsersnit i en sådan grad, at man får helt ondt, af de næsten 25 procent af danske kvinder, der føder ved kejsersnit og dermed unaturligt. Og som prikken over i’et vælger flere en såkaldt lotus-fødsel, der er et udtryk for den naturalistiske ideologi in extremis, hvor mor og barn er fastgjort til hinanden, indtil navlestregen selv falder af i løbet af et par uger, ligesom moren beholder moderkagen i en skål eller lignende.

Videre ser vi den naturalistiske ideologi i diskussioner om amning, søvn, bleer m.m. For hvis man ikke vil være en dårlig mor og skade den lille pjevs, så skal man da amme så lang tid som overhovedet muligt. Ja, det er jo også vigtigt at følge barnets naturlige soverytme, selv om det måske nok koster moren hendes nattesøvn i et par år eller tre. Og nej, her stopper det ikke. For selvfølgelig skal ungerne da kun spise økologisk, og den daglige tur i supermarkedet bliver en opvisning i, hvor gode forældre man er, og om man nu putter de rigtige ting i vognen. Man køber da kun de bedste og sundeste råvarer. Det er mest naturligt. Og derfor bedst for børnene.

Problemet er selvfølgelig, at denne naturalistiske ideologi ikke giver moderen mulighed for at være andet end netop mor, som også Élisabeth Badinter gør opmærksom på. Og det er derfor, mange kvinder får dårlig samvittighed, når de føler, at de ikke kan leve op til idealet om den perfekte, naturlige mor, som selvfølgelig ikke eksisterer som andet end ideal. Her kommer forestillingen om speltmødrene ind i billedet, som en projektion af ens forestillede uformåenhed, hvorfor disse selvfølgelig skal kanøfles. I dette naturalistiske verdensbillede er der ikke plads til faren.

Eller rettere: han kan da allernådigst skifte en ble eller to, når han er hjemme og vende på barsel, men så skal han ellers bare holde sin kæft og væbne sig med tålmodighed. For det er jo moren, der ved, hvordan tingene skal gøres. Det er trods alt det naturlige. Og når alt kommer til alt, så er et halvt år, hvor man ikke får et forhold til sit nyfødte barn, jo ikke så lang tid endda.