Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hans Hauge: Kom der noget efter postmodernismen?

Er der nogen, der husker postmodernismen? Jeg kom til at tænke på det på grund af Torben Skjødt Jensens ny film om Michael Strunge og »hans tid«. Jeg har ikke set den, men jeg vil se den, for måske får man deri et gensyn med postmodernismen. Den var meget populær i 1980erne, men jeg har glemt, hvordan det var.

To danskstuderende indførte postmodernismen i 1985. I Information. »Tiden er inde«, skrev de, og ikke blot er Gud død, det er frigørelsen også. Året efter døde Strunge.

Kom der noget efter postmodernismen? Og efter frigørelsen? Det burde der gøre, for ellers lever vi endnu i det postmoderne samfund, og vi er blevet så vant til det, at vi slet ikke taler om det. Eller hører postmodernismen kun 80erne til? I så fald må vi spørge: Hvad kom efter postmodernismen? Døde den også?

Postmodernismen kom efter modernismen, og den kan vi huske. Den er et minde fra dengang, digte var umulige at forstå, malerier var abstrakte, og popmusik var en pest. Det var dengang, hvor nogen var imod både kunst og kultur. Det er ikke til at forstå. Det er der jo ingen, der er i dag. Folk vælter ind på kunstmuseerne. Nu kan alle forstå kunsten. Er det postmodernisme?

Litteratur og bygninger

Der er i al fald to steder, hvor postmodernismen er synligt til stede. I skolens litteratur-undervisning og som bygninger. Man kan bo i postmodernistiske bygninger som f.eks. A/C Hotel Bella Sky.

Når de unge læser Michael Strunge, hvis de altså gør det, lærer de, at ligesom Kingo tilhørte barokken (hvad han nu blot ikke gjorde) og Herman Bang realismen, således tilhører Strunge postmodernismen.

Eleverne kan finde diverse definitioner af postmodernismen på nettet, og dem kan de gengive, og så har de forstået Michael Strunge til 12. Læser de mere, får de at vide, at der dengang var mange postmodernistiske forfattere, som muligvis holdt op med at være postmodernister, da de blev ældre. Hvad blev de så? Hvad er Søren Ulrik Thomsen og Jens Chr. Grøndahl i dag? Sen-postmodernister?

Frigørelsen døde i 1980erne, og det blev endnu værre eller bedre efter Murens Fald. Da indtraf historiens afslutning. Den hændelse har mange haft svært ved at forstå.

Det betyder, at historien gik i stå med det liberale demokrati. Socialismen var ikke en tredje mulighed. Kampen var slut. Vi fik mere EU. Hvad kan komme efter frihed og lighed? Mere af det samme. Efter demokrati kun mere demokrati, men ikke noget andet. Hvad kan erstatte frihed? Mere frihed. Det er årsagen til, at der ikke kan findes politiske visioner, og derfor taler alle om det. Der er intet alternativ, derfor findes Alternativet. Postmodernismen og historiens afslutning gjorde, at livet blev kedeligt. Det er derfor, alle vil ud at rejse.

(Og hvem var de to, der indførte postmodernismen i 1985? Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, og antipostmodernisten, professor Frederik Stjernfelt.)

Hans Hauge er lektor og dr. phil.