Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

HANfruen

Kathrine Lilleør: Den Lille Havfrue skal have en to meter blank storebror.

Kathrine Lilleør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En nøgen pubertetsdreng skal sidde og blinke på en sten i Helsingør Havn neden for Kronborg, synes det mandlige kunstnerpar Michael Elmgreen og Ingar Dragset samt et enstemmigt byråd. Den unge mand, der glimter en gang i timen til beskueren, ligner sin lillesøster Havfruen på en prik. Han sidder på samme måde, men har dog ikke fiskehale. For han er trods alt ikke en havfrue eller en voksen mand. Han er en »HAN«. En smuk, ung, blank en af slagsen. Men når nu han ligner Havfruen så meget, hvad er så meningen? Hvorfor lægge sig så tæt op ad Havfruen ved Langelinie? Michael Elmgreen siger om figuren: »HAN er en mandlig udgave af Den Lille Havfrue til vores tid. Vi har lavet noget, der viser, at den maskuline seksualitet har ændret sig. Manden er i dag blevet et seksualobjekt«.

Noget fortryllende sludder. Meget kan man sige om Andersens havfrue, men et seksualobjekt var hun ikke. Hendes prins var det. Havfruen begærede prinsen. Havde de to kunstnere dog så bare fundet på at sige, at de havde lavet Havfruens prins og kaldt deres skulptur »PRINSEN«, så havde der måske været en anelse idé i at parallelisere til Den Lille Havfrue. Men kunstnerne har tydeligvis ikke gidet læse H.C. Andersens eventyr. Elmgreen og Dragset er åbenbart massivt installeret i deres eget kunstneriske univers. Her finder man blandt andet deres installation »Cruising Pavilion«, der illustrerer det back-room, som findes på bøssebarer, hvor mænd kan iagttage andre mænd have sex.

På bøssebarer er mænd som bekendt hinandens »seksualobjekter«. Fint nok. HAN skal, ifølge Elmgren, illustrere, at manden i dag er »seksualobjekt«, om end unge drenge som denne HAN nok først og fremmest er begæret af andre og ældre mænd. Stadig fint nok. Det har bare aldeles intet med Den Lille Havfrue at gøre. Det har muligvis noget med Elmgreen og Dragset at gøre. Hvorfor Havfruen og Andersen skal blandes ind i det, er ikke umiddelbart indlysende. Medmindre det da handler om at sælge en nøgen drengefigur bedst muligt. Eller plattest muligt. HAN-figuren præsenteret og solgt til Helsingørs kommunalpolitikere som storebror til Den Lille Havfrue ligner et lidt for smart salgstrick. HAN-figuren med ti tæer og blinkende lygter er ikke symbol på noget som helst andet end Elmgreen og Dragsteds egen seksuelle præference og dertil en ublu plagiering af et verdenskendt hovedstads-symbol. Hvorfor fedte HAN ind i en Havfrue, han på ingen måde er beslægtet med? Hvad med at stå ved homoseksuel begejstring ved unge mænd og vedgå, at skulpturen illustrerer netop det?

»Manden er i dag blevet seksualobjekt«, siger Elmgreen. Som var det noget nyt. Såvel kvinder som mænd har begæret mænd til alle tider. Og vi har derfor rejst statuer af mænd overalt. Således kan Københavns Kommune glæde sig over i alt 350 monumenter over fremtrædende danskere, hvoriblandt kun findes en lille håndfuld adelige kvinder og to ikke-adelige kvinder, Nathalie Zahle og Kristina Beck Petersen. Altid har man dyrket manden. Nu også i Helsingør. Fint. Stå ved det. I vil have en HAN. En figur, der ingen historie har selv, men må snylte på Havfruen. Tag ham. Men tænk, hvis man neden for Kronborg turde stå ved sit eget og i stedet havde sendt bud efter Ofelia.

Lørdagens Gud og fanden skrives på skift af Kathrine Lilleør og Sørine Gotfredsen