Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Han kan blive din nabo, svigersøn eller kollega, når han løslades - for de kommer alle ud igen

Foto: ERNST VAN NORDE

I en tid med smalhals i økonomien og stadig strengere krav til sikkerhed i Kriminalforsorgens institutioner frygter jeg, at man glemmer noget meget vigtigt.

Når jeg ser overskrifter i avisen og på anden vis hører om voldsom kriminalitet, er jeg ikke anderledes indrettet end de fleste andre, som kan få tanken »de skal bare bures inde og nøglen smides væk«.

Men efter mange års ansættelse i Kriminalforsorgen ved jeg, at det ikke nytter noget at tænke sådan, for de skal jo ud i den anden ende. Det fornemmer jeg, at man glemmer i øjeblikket.

Der er store krav til sikkerhed herunder mange visitationer i fængslerne. Det sker i en så høj grad, at en kollega nyligt har udtalt, at han efterhånden ser fangerne mere i røven end i øjnene!

Selvfølgelig skal vi have sikre fængsler og forhindre og forebygge kriminalitet, men vi skal hele tiden have for øje, at de skal ud i samfundet blandt os andre igen.

Hvem er det vi får ud igen, hvis den del af Kriminalforsorgens opgave, der handler om resocialisering, gradvist barberes bort eller skæres ned til et minimum?

Pt. er der resocialiserende tiltag som skæres bort for at finansiere sikkerheden. Fra ledelseshold erkender man, at de nye krav til sikkerhedsmæssige tiltag langt hen ad vejen må finansieres af »den bløde del«.

Programvirksomhed som er adfærdsændrende terapi skæres bort eller ned til et minimum flere steder. Kriminalforsorgens udslusningspensioner i Hovedstadsområdet er nu under lup for at se, om man kan lukke pladser der. Aktiviteter, som beviseligt er med til at give fangerne en bedre mulighed for at skabe sig en tilværelse uden kriminalitet, når de løslades.

Vores øverste ledelse vil sikkert sige, at det er fuldt forsvarligt, for det er jo det, man som leder i det offentlige skal svare, hvis der stilles spørgsmål til de dispositioner, man beslutter.  Dispositioner, man er nødt til at træffe, for at man kan leve op til de stigende politiske krav om øget sikkerhed i fængslerne, uden at der tilføres tilstrækkeligt med penge til opgaven.

Så er det en ledelsesopgave at finde pengene et andet sted, og det er så det der nu i stigende grad går ud over den såkaldt »bløde del« af Kriminalforsorgen. Den »bløde del« er der ikke så mange stemmer i, men det er en uundværlig del af Kriminalforsorgens arbejde, hvis vi skal sikre, at de, som kommer ud i samfundet igen efter en afsoning, kan leve op til det, vi alle helst vil have, nemlig at kunne leve et liv som gode samfundsborgere - et liv uden at begå ny kriminalitet.

Det kan godt være, at man nu rent politisk kan sige, at vi har fået dem lukket inde, og at det giver mere sikkerhed for hr. og fru Jensen ude i samfundet, men man skal vide, at det på længere sigt ikke vil være så sikkert, når man skærer så kraftigt ned i den »bløde del«.

»Den bløde del« af Kriminalforsorgen er at arbejde med fangen – hans tankegang, hans skolegang, hans familieforhold, hans boligforhold, hans psykiske problemer og hans eventuelle misbrugsproblemer. Generelt at arbejde med adfærd og sociale forhold for at sikre, at han kan vende tilbage til samfundet som et »bedre menneske/bedre samfundsborger«, end før han kom i fængsel. At fangen kan komme ud som en, der kan være en god kollega, god nabo eller sågar en god svigersøn!

Vi skal huske, at vi ikke har dødsstraf og at livstid aldrig er for livet – derfor: De kommer alle ud igen – men i hvilken forfatning de er når de løslades, og i hvilket omfang er de rustet til at klare sig udenfor, det afgøres primært af hvordan betingelserne er for at arbejde med »den bløde del«.

Som tingene er nu, er »den bløde del« beskåret, og det forventes, som det tegner sig nu, at blive yderligere beskåret, så jeg frygter, at de, som løslades, ikke vil være personer, du ville ønske som nabo, kollega endsige svigersøn.

Det sikre samfund man ønsker med en meget stram retspolitik, kan på sigt vise sig at blive et endnu mere usikkert samfund for borgerne.

Hvis man alene møder hårdt med hårdt, skaber man ikke forandring hos fangerne – snarere kan man frygte, at de bliver mere forråede, hvilket statistiktal om trusler og vold i fængslerne allerede nu viser.

Det er for mig at se en kriminalforsorg, der er ved at tilte - også set i forhold til personalet. Flere opgaver med samme ressourcer, mere sikkerhed og kontrol, store sparekrav til dels pga. et meget højt sygefravær, stort pres på det tilbageværende personale og ikke ret mange ønsker at søge ind på uddannelsen som fængselsbetjent.

Før kunne jeg med stolthed se på mit arbejde i Kriminalforsorgen, fortælle om det gode arbejde vi gjorde, og glæde mig over at være en del af det, vi kaldte »Verdens bedste kriminalforsorg«, hvor vi formåede at balancere mellem »det hårde« og »det bløde«.

Jeg har været med i mange år - har netop rundet 25 år - og set nye fornuftige tiltag komme til. Tiltag, hvor vi er opmærksomme på at behandle fangerne på en måde, så der kan skabes forandring - nogle vil nok kalde det forbedring. Tiltag, der gav rigtig god mening.

Nu er det indimellem svært at se meningen - og så kan arbejdet blive tungt.

Helle Leth er socialrådgiver og ansat i Kriminalforsorgen gennem 25 år.

LÆS MERE