Et af de mest delte klip på de sociale medier i den seneste tid er fra forrige torsdags udgave af DR Debatten, hvor formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, der fik såvel de tilstedeværende toppolitikere som endog værten Clement Kjersgaard til at tabe mælet med en ordentlig svada mod konkurrencestaten: »Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater«, lød det fra den indignerede psykologformand. Hvilket fik Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen til sidenhen at tale om et »ulmende oprør mod konkurrencestaten« og præstationssamfundet. En anden psykolog, Svend Brinkmann, kan også siges at være bannerfører i dette ulmende oprør.

Som på den ene side er befriende. For der er noget umenneskeliggørende ved en lidenskabsløs beregningsmodel, hvor samfundets borgere anses for at være små hjul i et stort maskineri, som politikerne blot skal få til at køre velsmurt, mens borgerne forventes at leve op til modellens grundlæggende krav til, at de leverer »noget for noget«, arbejder et vist antal timer, står til rådighed for arbejdsmarkedet på behørig vis, altsammen naturligvis med den indbyggede målsætning at give hver sit bidrag til konkurrencestatens fortsatte økonomiske holdbarhed.

Når et par af Venstre-regeringens ministre således for nylig plæderede for, at færre børnefamilier burde arbejde på deltid, kan man se det som et udslag af konkurrencestatmodellen: Slip nu de unger og kom ind i hamsterhjulet, ikke? Systemet har jo brug for det. Denne afindividualisering af den enkelte borger, som reduceres til en leveringsdygtig arbejdsmyre i bestræbelserne på at opnå den fornødne samfundsøkonomiske balance, kan man sagtens se potentialet til et oprør imod. Anses vi ikke for andet end det? Er vi ikke hver især enestående væsener, som i al vores forskellighed burde have lov at definere, hvad det gode liv er, uden at nogen konkurrencestat banker på døren og gør os opmærksom på, at vi desværre ikke lever op til fællesskabets vedtagne krav til, hvordan vi skal indrette vores tilværelse? Hvis konkurrencestaten på denne måde ender med at sætte systemet over mennesket, er der lagt i kakkelovnen til ballade.

Der er bare ét problem. Når psykologforeningsformænd, debattører og andre tordner mod konkurrencestaten, sker det næsten altid i forbindelse med reformer, hvor en eller anden velfærdsydelse beskæres eller tages fra nogle mennesker. Altså når konkurrencestaten må ud med grønthøsteren, så bundlinjen passer. Men dette afsæt for et oprør mod selve begrebet er desværre overfladisk. For når der overhovedet er opstået en konkurrencestat, skyldes det jo netop etableringen af et velfærdssystem, som er kommet til at fylde mere og mere. Derved har man uundgåeligt også skabt et umætteligt væsen, som skal fodres. Der er ingen andre til at fodre det end os alle, »konkurrencestatens fodsoldater«. Vil man tage livet af bæstet, konkurrencestaten, er man derfor nødt til at sætte mennesker fri på både godt og ondt. Vil man ikke det, gør man oprør mod sig selv, snarere end mod konkurrencestaten.