Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den nye udlændinge- og integrationsordfører i Socialdemokratiet, Frederik Vad, kom for alvor i ilden efter at have talt om herskerattitude. Han blev udskammet og mistænkeliggjort. Metoder, som vi, der har diskuteret indvandrerpolitiske emner, kun kender for godt.

Beskæftigelsen blandt indvandrere har aldrig har været større, lød ét af modargumenterne. Det er rigtigt. Det er godt. Det var bare ikke det, Vads ord, herskerattitude, handlede om, for hvad med den kulturelle integration?

Herskerattitude handler ikke bare om unge, der hænger på fortovet, så andre ikke kan komme forbi, men om en dominansadfærd, der går lige fra at modsætte sig brug af Muhammed-tegninger i undervisningen over at fornægte holocaust til at udskamme kritikere af uligestilling i indvandrermiljøer.

Jeg har selv oplevet og oplever stadig denne herskerattitude. Her er et par eksempler:

For nogle år siden deltog jeg i et dokumentarprogram om genopdragelsesrejser. Jeg blev efterfølgende chikaneret i sådan en grad, at jeg ikke husker at have oplevet lignende fortilfælde. Mine familiemedlemmer her i Danmark og udlandet blev kontaktet og generet. Havde de fået fat i mig, var jeg blevet flået levende. Politiets Efterretningstjeneste kom ind over. De kaldte i en samtale med mig episoden for en mindre muhammedkrise. Jeg fik også en dødstrussel gennem min datter.

En anden gang for tre år siden stod jeg op til en rødglødende telefon fuld af opkald, sms’er og notifikationer. En betjent med indvandrerbaggrund havde skrevet et opslag om mig og min datter, fyldt med injurierende påstande fra start til slut. Jeg kendte ikke manden og kunne ikke forstå, hvorfor han skrev så ondskabsfuldt.

Ifølge ham var jeg både racist og én, der undertrykte mine egne, og nogle suspekte personer bakkede op om hans påstande. Timingen for opslaget var næppe tilfældig, for dagen før havde jeg sammen med min formand været ude med et udspil om at kriminalisere negativ social kontrol.

Det stoppede ikke dér. Betjenten og hans kumpaner skrev hyppige opslag om mig og taggede min partiformand for at så tvivl om min person hos hende. Deres beskyldninger og snagen i min families private anliggender fortsatte i måneder. Jeg blev paranoid og angst. Jeg blev nødt til at søge hjælp.

Formålet med forfølgelsen var klar: Alle »overløbere«, der som jeg kritiserede uligheden i indvandrermiljøet, skulle afskrækkes og, om nødvendigt, pacificeres. Det skete efter opskriften, at presser man kollektivt og gentager man en løgn tilstrækkelig mange gange, bliver den til sidst til sandhed.

Man må sige, at herskerattituden her har et mere raffineret tilsnit end blot at stå og fylde på et fortov. Man planter et givet rygte og lader det sprede sig som ringe i vandet vel vidende, at et bestemt miljø, såvel aktivt som passivt, vil bidrage kraftigt til at opretholde det. Det er det, der gør, at herskerattituden kan have et betydeligt bredere præg og være betydelig mere effektfuld end blot at omhandle de marginaliserede problemer, der ifølge benægtere er med indvandrere.

Hvis forfølgelse og udskamning af debattører og politikere, unges dominansadfærd på fortove og togstationer ikke er en slags herskerteknik, hvad er det så? Det må benægtere af problemerne kunne give et svar på.