Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Halime Oguz: Blind Dating i Anatolien

At blive gift med en fra Vesten er for nogle lokale alt andet lige at foretrække, da det ikke bare sørger for underhold til familiens unge søn eller datter, men til HELE familien i Tyrkiet.

Halime Oguz. Fold sammen
Læs mere

Jeg var på ferie i mine forældres hjemby i sommer, og da min families hjem er tæt på en bryllupssalon, betød det, at vi dagligt var naboer til bryllupper og lagde øre til høj musik til langt ud på natten.

Som nabo til bryllupperne slog det mig, at disse bryllupper næsten ALTID foregik mellem en lokal og en vesterlænding. Det var yderst sjældent, at man så en lokal gifte sig med en lokal. Der foregår med andre ord en bevidst »eksport« af lokale til Vesten. De lokale har af samme grund fuldstændigt tjek på, hvem der er single, og hvornår de kommer på ferie, så man kan fri til disse.

For bryllupsfesterne er ikke bare cementeringen af en pardannelse, men også de rene markeder, hvor den skjulte dagsorden er, at drengene f.eks. skal finde en passende pige at fri til. Kædedansen er deres store mulighed for at vise fjerpragten, og der findes ligefrem selvstændige grupper af drenge, der danner kæde sammen ved diverse bryllupper. De har oftest ikke noget arbejde eller nogen uddannelse og får tiden til at gå med at være på de sociale medier og sidde på caféer – hvis de da ikke lige om sommeren deltager i bryllupper. De er drevet af drømmen fra eventyrverdenen om prinsessen og det halve kongerige (Men måske især det sidste!), og de ved, hvor de hurtigt kan få tegnebogen fyldt.

Jeg var selv gæst ved flere af disse bryllupper, og ét af bryllupperne udartede sig til intet mindre end en skandale. Brylluppet blev fejret med al den pomp og pragt, der hører sig til, men inden for nogle dage var brudeparret skilt igen. Det viste sig, at gommen ikke havde valgt bruden af kærlighed, men ud fra de materielle fordele, han kunne opnå.

At blive gift med én fra Vesten er for nogle lokale alt andet lige at foretrække, da det ikke bare sørger for underhold til familiens unge søn eller datter, men til HELE familien i Tyrkiet. Bruden skulle således i ovennævnte tilfælde være trædesten til at opnå dette, men historien endte som Moliéres satiriske komedie »De ziirlige damer«, hvor de giftelystnes sande motiver til sidst bliver afsløret, med opløsning.

Der er iblandt drengene et særligt hierarki for, hvilken nationalitet man helst vil giftes med. Norge ligger absolut i toppen på grund af de ukomplicerede familiesammenføringsregler, mens Danmark blandt de skandinaviske lande ligger i bunden – på grund af tonen, havde jeg nær skrevet – næ, nej, på grund af de strammere familiesammenføringsregler og 24-årsreglen. Drengene går derfor først efter Norge, og hvis det ikke lykkes, går de videre til Sverige, og så fremdeles. Nederst i hierarkiet ligger Tyskland og Østrig, der ikke har meget at bryste sig af, og hvor der ikke er gode muligheder for at blive hurtigt rig.

Så hvis du går med planer om at gifte dig, skal du tage til Tyrkiet og udgive dig for at være nordmand, SÅ vil ægteskabstilbuddene vælte ind – om du så har iklædt dig den grimmeste maske. Du vil finde dit livs mage – og måske også en fjern afglans af kærligheden.