Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Had er had

»Ikke desto mindre må det være muligt at diskutere antisemitisme, uden at man skal søge at bortforklare eksistensen af jødehad med, at der også findes had mod muslimer.«

Kommentator byline: Tom Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der er et stigende problem med jødehad i Danmark. Problemet er vokset gennem nogle år, men er blevet særligt aktualiseret og tilspidset på grund af Gaza-konflikten. Jødiske skoler opfordrer eleverne til ikke at bære religiøse symboler, der afslører, at de er jøder. Tilsyneladende kan man, som en journalist fra Radio 24syv dokumenterede forleden, ikke vandre i sikkerhed gennem Nørrebro iført kalot. En sådan situation er naturligvis helt utålelig og uacceptabel.

Læs også: Regeringen har handlingsplan mod hadforbrydelser på vej

Den fremvoksende antisemitisme ikke blot i Danmark, men over store dele af Europa, har fået nogle til at konstatere, at der jo også findes et had mod muslimer. At der ligeledes er eksempler på, at muslimske medborgere udsættes for angreb og overgreb, som må formodes at knytte sig alene til den kendsgerning, at de er muslimer. I givet fald er det lige så alvorligt, som når en jøde angribes på Nørrebro. Men selve det, at argumentet kastes ind i debatten, slår mig nu alligevel med forbløffelse. For det burde jo være helt indlysende, at det er lige så slemt, når muslimer angribes, som når jøder angribes. Det burde være et non-argument i debatten om antisemitisme i Danmark eller Europa. Den kendsgerning, at også muslimer udsættes for had, gør det jo hverken alvorligere eller mindre alvorligt, at jøder ikke kan gå i fred i København. Men når argumentet bruges, får man en klar fornemmelse af, at det sker med det sigte at tegne et billede af, at så er angreb på jøder nok ikke helt så slemt, som tilfældet ellers ville have været.

Men had er had. Det er en af de stærkeste menneskelige følelser. Lige så vel som hadsk vold er hadsk vold. Måske derfor er det svært at håndtere i debatten. Der er så meget og så stærkt på spil. Ikke desto mindre må det være muligt at diskutere antisemitisme, uden at man skal søge at bortforklare eksistensen af jødehad med, at der også findes had mod muslimer. Den slags bortforklaringer risikerer at ende i tålsomhed.

Læs også: Kamp om kalotter på Nørrebro

Lad mig give et andet eksempel for at illustrere pointen. Der findes jo også had mod andre grupper. Eksempelvis homoseksuelle. Nogle homoseksuelle oplever had og hadske udfald fra indvandrergrupper. Men der findes også andre grupper, som foragter eller i hvert fald udviser mangel på tolerance over for homoseksuelle. Nogle af dem finder man på den yderste politiske højrefløj, der ellers ofte er mindre sympatisk stemt over for indvandrere. Ikke desto mindre kan man i nogle tilfælde finde et ubehageligt værdifællesskab i spørgsmålet om homoseksuelle, der jo også er en jagtet befolkningsgruppe i autoritære lande som f.eks. Rusland. Af og til møder man det argument, at nogle indvandreres intolerante holdning over for homoseksualitet jo ikke burde diskuteres så heftigt, eftersom der også findes højreorienterede kristne, som udviser en lignende mangel på tolerance. Synspunktet er jo lige så absurd, som det ville være den anden vej rundt. Hadske udfald eller krav om diskrimination mod homoseksuelle fra det yderste højre bliver jo ikke mere okay, fordi en indvandrer pander en homoseksuel ned i København en sen nat. Had er had. Og man må kunne diskutere forskellige udtryk for had, overgreb og undertrykkelse, uden at det skal overtrumfes af, at der også findes andre former for had, overgreb og undertrykkelse. Det er en glidebane på vejen mod at tolerere det intolerante.