Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hårde lakridser og dårlig fodbold

Dannebrog ophængt over formandsstolen i Folketinget på åbningsdagen 4. oktober 2016. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Kampen om danskheden stortrives i det ganske land – i bakke, dal og i bølgen blå – og danskerne hopper i med begge ben og klaphat. Danskheden er gaven, der bliver ved med at give. Sindelagsdebatten der aldrig kommer til at indordne sig under konsensus. For nylig var det elevrådsformanden Jens Philip Yazdani, som fik det at føle – i den forgangne uge stakkels Dannebrog. Og tak for det, danskhed. Af hjertet tak!

Men, men, men. Ligesom Martin Henriksen (DF) hader jeg forfladigelsen af debatten. Debatten er blevet unuanceret. Danskheden er reduceret til en kamp om definitioner. Og aldrig har jeg hørt et forsvar af mit syn på danskheden. Det skal være slut.

For mig er danskheden janteloven og fordommene. Det er bedrevidenheden og gammelklogskaben. Det er genudsendelserne i fjernsynet, den dårlige fodbold på de endnu dårligere fodboldbaner, og det er de sure cyklister på de ellers så brede cykelstier.

Vintermorgener og Christiania

For mig er danskheden Matador. Matador Mix, slikposen der minder mig om danskernes vægtning af kvantitet over kvalitet, og som altid efterlader sig et hav af stenhårde lakridser og uinteressant frugtformet gelatinekonfekt.

For mig er danskheden europarekorden i alkosport. Det er sprut og bajere. Det er ølhatten – og klaphatten – og de lange weekendnætter. Det er »hash-kogeren« på Roskildefestivalen, og det er Høker-snapsen og den røde Aalborg på de gudfrygtige frokostborde.

For mig er Danmark lortesommeren, de kolde vintermorgener og de saltede veje. Det er den brune sovs, der ikke kan blive brun nok. Det er kongehuset og de tomme, men til gengæld velholdte, kirker. Det er Den Lille Havfrue, men kun fordi turisterne siger det.

For mig er Danmark rockerborgene og Christiania. Det er de lovløse og de hjemløse. Det er anarkitilstanden på Strøget i decembers julehandel, og det er ulovlige krysantemumbomber og kanonslag ved nytår.

For mig er Danmark Sticks’n’Sushi og tusindvis af 7eleven-kiosker. Det er den tyrkiske grillbar nede på hjørnet. Også selv om han, der frituresteger pommes fritterne, har mørke, sammenvoksede øjenbryn og taler en underlig afart af H.C. Andersens hellige modersmål.

For mig er danskheden alt, hvad Danmark er. For mig er danskheden lige, hvad jeg gør den til. Den er tilmed alt det, jeg ikke gør den til.

For danskheden er både din og min, og ingen kan definere den. Ligegyldigt, hvor meget vi prøver, vil danskheden aldrig lade sig indordne. Og derfor er danskheden gaven, der bliver ved med at give.

Mikkel T. Haagerup studerer statskundskab på KU.