Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hård prioritering – af alt

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sjældent har offentligheden været så klar til et kæmpe slagsmål om de fremtidige prioriteringer i udenrigspolitikken som i ugerne op til Peter Taksøe-Jensens rapport.

I interviews havde han lovet en rapport med kant og fyret op under debatten ved at skyde i alle retninger: Den ene dag var det slut med at være stikirenddreng for USA, og for øvrigt var Irakkrigen en fejl, og den anden dag var det slut med at være i først Mali og så Somalia. For nu skulle der føres interessebaseret udenrigspolitik og prioriteres hårdt.

Forventningerne steg, uroen bredte sig. Ville han satse hele butikken på truslen fra Rusland og forsvaret af Arktis? Var hans forslag om en national sikkerhedsrådgiver monstro et smart forsøg fra Løkkes side på at pille de sidste fjer af Kristian Jensen?

Men så kom rapporten. Og mindede alle om, at Peter Taksøe-Jensen er diplomat. At bede en sådan om at skrive en rapport med kant svarer til at bede en nonne skrive en fræk erotisk novelle.

Den rapport fornærmer ingen.

Der står selvfølgelig ikke et ord om, at Irak-krigen var en fejl. Eller at vi ikke skal være stikirenddreng for USA. Tværtimod står der, at vi skal styrke de transatlantiske bånd. Der står heller ikke, at vi skal ud af Mali. Eller Somalia for den sags skyld: For diplomat som han er, fremhæver Taksøe, hvad vi skal og hæfter sig ikke ved, hvad vi ikke skal. Med én enkelt undtagelse: I en sætning står der, at vi ikke skal bruge kræfter på Yemen og den mellemøstlige fredsproces. Hvad Yemen angår, er det let nok, for det gjorde vi ikke i forvejen, og hvad den mellemøstlige fredsproces angår, må man selv tolke, hvad det betyder. Skal vi lukke repræsentationskontoret i Ramallah og holde op med at give støtte til Gaza?

Taksøe vil til enhver tid kunne sige, at det har han aldrig sagt.

Desuden har han klogeligt sørget for, at alt kan argumenteres igennem med henvisning til rapporten. Forud for et udenrigspolitisk engagement skal vi ganske vist afgøre, om det tjener vores interesse; om vi skal gøre det alene eller sammen med andre; og om vi overhovedet kan gøre en forskel.

Men samtidig er interesser så bredt defineret i rapporten, at man altid vil kunne argumentere for, at noget er i dansk interesse. For som der også står i rapporten er der jo slet ikke nogen modsætning mellem interesser og værdier: Det er faktisk i vores interesse, at danske værdier bliver udbredt overalt på kloden. Desuden er verden blevet så lille, at de andres problemer bliver vores i morgen, hvis vi ikke sørger for at få dem løst.

Derfor skal folk med interesse for Yemen og Gaza heller ikke miste modet.

Rapporten argumenterer nemlig for, at vi skal være til stede i en række afrikanske lande, blandt andet for at forhindre, at deres borgere bliver vores flygtninge. Det samme kunne man jo sige om Yemen og Gaza, der er lige så tæt på som Afrika og desuden har en stolt tradition for at producere terrorister.

Men i øvrigt er det ikke noget krav, at et land producerer terrorister eller flygtninge eller er et potentielt lovende eksportmarked. I rapporten står for en sikkerheds skyld, at vi også skal prioritere Hviderusland. Det er jo nærområde.

Som en sand Taksøe formår Taksøe at holde alle optioner åbne: Han argumenterer for at prioritere skarpt. Og leverer samtidig argumenterne for at prioritere det hele og lidt til.

 

LÆS MERE