Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der har igennem længere tid været skrevet en del i medierne om, hvordan man kan få flere unge ind på håndværkeruddannelserne ved at hæve uddannelsernes anseelse. Resultatet ser nu ud til at blive, at adgangen til de tekniske skoler skal betinges af karaktererne i folkeskolens afgangsprøve. Det er nok et af de dummeste forslag, jeg længe har hørt, men velsagtens hvad man kan forvente i denne meget akademiserede verden, som vi lever i. Jeg begyndte selv min smedeuddannelse i en relativt høj alder, 21 år, fordi jeg, helt fejlagtigt, startede min ungdom med at gå på handelsskole, hvor jeg uengageret humpede mig igennem til et middelmådigt afgangsresultat på HHX. Et krav fra den tekniske skole om fornuftige folkeskolekarakterer havde ikke på nogen måde reddet mig fra at begå denne gigantiske fejl. Når jeg ikke i første omgang valgte smedefaget, skyldtes det, at jeg, med opvækst i et bogligt miljø ikke fik idéen hjemmefra, og fordi der absolut intet fokus er på håndværk i folkeskolen. Der var altså tale om uvidenhed. Ikke at »det var for let at komme ind«.
Da jeg gik i skole, var sløjdfaget til grin. Man fik lov til at banke fire klodser, som læreren havde skåret ud på en maskine, sammen til noget, man kunne kalde en lysestage. Bagefter kunne man male den, eller også kunne man lade være. Der var ingen krav, og ingen der tog stilling til kvaliteten af det, man lavede. Når man så nåede en alder, hvor det begyndte at blive alvor, faldt faget helt væk. Det er vel tydeligt for enhver, der har modtaget den form for undervisning, at håndens arbejde er ligegyldigt tidsfordriv.
Hvis det skal være attraktivt at vælge en håndværksmæssig uddannelse, så skal håndværk være noget, man bedømmer og stiller krav til allerede i folkeskolen. Man skal samtidig gøre meget mere ud af at gøre opmærksom på at man, ligesom i gymnasiet, kan læse videre på en hel række af spændende uddannelser, når svendeprøven er i hus, hvis det er det, man har lyst til, og at svendeprøven, i modsætning til en studentereksamen, faktisk giver direkte adgang til, at man kan få et job.
Hvordan kan man så gøre det? En mulighed kunne være at forfremme sløjd fra hyggeligt tidsfordriv til et vigtigt fag, hvor man stiller krav. Når man kommer op i de store klasser, kan man samarbejde med de tekniske skoler om at lade eleverne prøve kræfter med forskellige discipliner inden for træ, metal og byggeri. Det kunne f.eks. være en dag om ugen. Her kan man undervise i grundlæggende teknikker og afholde prøver med karakterer, som så kan så bruges som adgangskrav til en teknisk skole.
På den måde vil det blive tydeligt for alle, at håndværk på linje med boglige fag er noget, der skal læres, og som er krævende, ligesom man på de tekniske skoler vil få en tilgang af elever, der har valgt på et langt mere oplyst grundlag, end de gør nu.