Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Håndtryk - eller mangel på samme - er ikke religion

»Der er intet krav i islam om, at man ikke må give kvinder hånden. Det er derimod en ultrakonservativ fortolkning, når man ikke vil«

Jesper Beinov, kultur-, debat- og navneredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er helt indlysende, at Danmark skal være åbent for dem, der vil vores samfund, som også statsministeren slog fast på Venstres landsmøde. Men så må lovgivningen også understøtte det, og her signalerer Ligebehandlingsnævnets håndtering af den aktuelle håndtryk-sag ligefrem det modsatte, fordi man godtager de mest reaktionære fortolkninger af islam.

Hele afgørelsen kan læses på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside, men baggrunden er den enkle, at et stort taxaselskab med 379 vognmænd og 2.000 chauffører tilknyttet søger ti chauffører til en specialopgave. Den handler om håndtering af high end-kunder, der skal bruge taxi i forbindelse med flyafbud. Den slags kræver pæn påklædning, at man er serviceminded og kan håndtere hektiske situationer. Altså mennesker med en særlig fingerspidsfornemmelse. En chauffør, der melder sig og møder frem til informationsmøde, vil ikke give hånd til den kvindelige servicechef, som hilser på. Resultat: Han bliver ikke hyret og klager efterfølgende til Ligebehandlingsnævnet, der tilkender chaufføren 10.000 kr. i erstatning og afgør, at han »har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af religion«.

Et kig på sagsfremstillingen viser, at chaufføren bl.a. gør gældende, at han ikke vil give hånd til kvindelige kolleger eller chefer, men nok gøre en undtagelse, hvis en kvindelig kunde gav ham hånden. Det indklagede firma afviser, at det er forskelsbehandling, bl.a. ved at der blev givet hånd til alle mødets deltagere, og at den specifikke fravælgelse skyldes tidligere klagesager og et for sent fremmøde. Samt at chaufførens »ståsted omkring håndtryk, og klagers manglende forståelse for andre menneskers reaktion på hans ståsted, ville skabe uønskede situationer over for kunderne«.

Men så kommer, efter min vurdering, det helt afgørende argument fra den anklagede virksomhed: Der er »ikke tale om et forhold, som kan tilskrives klagers generelle tilhørsforhold til en gruppe personer (...) Dette understreges af klagers egen udtalelse om den manglende tilslutning til denne holdning blandt folk med samme kulturelle baggrund og oprindelse«. Læs det igen. Her står det klart, hvad alle, der kender danskere med muslimsk baggrund, udmærket ved:

Der er intet krav i islam om, at man ikke må give kvinder hånden. Det er derimod en ultrakonservativ fortolkning, når man ikke vil. Andre fortolkninger siger noget andet. Det er også muligt, at nævnet her sender et nødråb til lovgiver, da det jo skal arbejde ud fra en striks fortolkning af regler og lovgrundlag, når det forholder sig til en klage om »tro«. Det er uvist, men nævnet skriver jo i sine bemærkninger, at klagen »giver anledning til at formode«. Altså kan det underforstås, at der er usikkerhed.

Der har længe pågået en kamp i de muslimske miljøer, og en hel masse ønsker, at islam er en del af det moderne sekulære samfund, hvor tro og samfund er adskilt. Andre vil det modsatte. Det er en kultur- og værdikamp. Læs bare bogaktuelle Ahmad Mahmoud, hvis »Sort land« fortæller voldsomme historier om parallelsamfund og had til Danmark.

Derfor må man spørge, hvordan i alverden Ligebehandlingsnævnet accepterer, at formørkede udlægninger af islam lægges til grund i sager om forskelsbehandling? Er det politisering og juridisk aktivisme?

Et grundigt kig på forskelsbehandlingsloven og bekendtgørelsen om Ligebehandlingsnævnet viser, at vi går langt for at sikre ordentlig behandling af folk. Det er forbudt at forskelsbehandle direkte eller indirekte. Det giver god mening. Men der er en gråzone, når det gælder tro. Og her kommer den konkrete afgørelse ind i billedet. Med afgørelsen går vi et skridt i retning af parallelsamfund. Hvis en hvilken som helst reaktionær fortolkning af islam kan bruges som undskyldning, når man føler sine rettigheder krænket, fremmer vi de kræfter, der ikke vil det danske samfund. Derved kommer man uforvarende til at gå islamisternes ærinde. Den slags fremmer et opsplittet Danmark fyldt med parallelsamfund.

Løkkes landsmødemelding er klar, og Beskæftigelses- samt Ligestillingsministeren må sikre, at Ligebehandlingsnævnet i dets praksis ikke skader den frihed, de fleste af os sætter så højt. Hvis enhver oplevet krænkelse af reaktionær islam fremover skal lægges til grund, får vi et kæmpe problem.