Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Håndhævelse af religiøse love

Straffen for håndhævelse af religiøs lovgivning, der tilsidesætter den lov, hvormed vi bygger landet, bør være fortabelse af statsborgerskab og retten til at opholde sig her i landet.

Byline billede: Sognepræst Marie Høgh Fold sammen
Læs mere

Med lov skal land bygges«, står der med guldbogstaver på Domhuset i København. Engang var det bare sådan. Og: »Skik følge eller land fly«. Sådan – ganske enkelt.

Så enkelt bør det stadig være. Men i dag er vi ved at opdage, at en parallellovgivning reelt håndhæves, efterleves og er institutionaliseret i moskeer, sharia/ældreråd, såkaldte foreninger, der reelt fungerer som koranskoler, og islamiske friskoler, hvor sharia promoveres i form af prædiken og undervisning samt håndhæves i form af rådgivning/sanktionering. Uden for institutionerne håndhæves sharia i kraft af en social kontrol, der omfatter frihedsberøvelse, æresvold og æresdrab. Uden for i majoritetssamfundet følger vi udviklingen gennem undersøgelser, som viser en stadig stigende tilslutning til islams dogmer, ligesom volden nu også når ud til os i form af terror.

Blåøjet har vi gennem årtier bildt hinanden ind at tolerance og tværreligiøs dialog gradvist skulle marginalisere islamisterne. Den metode var mildt sagt forfejlet. Ligeså forfejlet er en imanuddannelse af flere grunde: Grundlovens §67 tilsiger, at der intet må læres i de religiøse foreninger, som strider imod sædeligheden og den offentlige orden. Denne afgrænsning kan vi ikke overlade til en imamuddannelse eller imamerne, der ikke er kendt for at prædike tolerance og respekt over for os vantro. Det må vi selv tage ansvar og førerskab for.

Og i øvrigt har vi da endnu til gode at se religiøse muslimer tage et opgør med imamer, der prædiker sharia.

Håndhævelse af den religiøse parallellovgivning har et fællestræk med terror: Hvor terroren er politisk motiveret vold, der har til hensigt at true befolkningen som helhed, staten eller myndigheder til at efterkomme bestemte politiske krav, har håndhævelse af parallellovgivning til formål at få dele af befolkningen til at efterleve religiøse love.

Ligesom terror ikke kun straffes for den umiddelbare, konkrete skade, voldsgerningen medfører, men også for intentionen om en bredere effekt på samfundet, bør den, som håndhæver en religiøs parallellovgivning, også straffes for at bidrage til alvorlige forstyrrelser i samfundet, idet statens love og voldsmonopol sættes delvis ud af kraft for et udsnit af befolkningen.

Vold og terror, der finder sted i parallelsamfundet og udgår derfra, viser, at vi her står foran en part, der ikke er en del af vores fællesskab, hvor vi møder hinanden som politiske modstandere, diskuterer, skændes og indimellem skammer hinanden ud. I stedet står vi foran en part, som nærer et fjendskab til alle vantro. Dette fjendskab skal tages alvorligt; det skylder vi dem i vores fællesskab, som ikke selv kan kæmpe imod, men betaler med deres liv eller frihed. Vi skal ikke møde islamisterne som politiske modstandere. Over for fjender gælder nogle andre regler. Derfor bør straffen for håndhævelse af religiøs lovgivning, der tilsidesætter den lov, hvormed vi bygger landet, være fortabelse af statsborgerskab og retten til at opholde sig her i landet. Islamisterne skal ikke behandles som viljeløse ofre for egen tro og kultur. Deres håndhævelse af religiøs parallellovgivning skal have en konsekvens, og om de vil tage den eller ej, vil være et frit valg.