Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gymnasiet er blot én mulighed

Er det ikke på tide, at samfundet stopper med at se skævt til skraldemanden, mureren og cykelsmeden?

Victor A. Lantau. Fold sammen
Læs mere

Hvorfor skal vi alle igennem en gymnasial ungdomsuddannelse?

Der har aldrig gået så mange elever på gymnasierne, som der gør i dag. I takt med denne udvikling daler antallet af elever på erhvervsuddannelser som eks. mureruddannelsen.

Hvis man har »Danmark skal leve af viden«-brillerne på, må dette være en god udvikling. Det stigende antal unge på gymnasieuddannelserne bør betyde, at Danmarks ungdom er bogligt stærkere og kompetente som aldrig før. Hvis dette blot var tilfældet, ville der ikke være et problem. Realiteten er, at flere og flere gymnasielærere, universitetslærere og rektorer oplever et drastisk dalende niveau. Derfor kan f.eks. universiteterne ikke opretholde samme faglige niveau som for blot 10-20 år siden.

Den offentlige og politiske konsensus, der har fordrejet vores syn på uddannelserne, og som har givet os billedet af, at boglig uddannelse er den eneste rigtige vej, er af begge politiske fløje blevet plejet de sidste 25 år. I stedet for eksempelvis at indføre en niveauopdeling af gymnasiet og folkeskolen og derved give lærere muligheden for at hjælpe elever på det niveau, de befinder sig på, har man givet køb på fagligheden. Niveauet er sænket for lykkeligt at glemme et betydeligt problem i det danske samfund: Nemlig en ungdom, der ikke er vant til krav, forventninger og det at yde til fulde. I 2014 var landsgennemsnittet for elever fra almene gymnasier 7,2. Altså to karakterer over akkurat bestået. En undersøgelse fra tænketanken DEA (Danish Society for Education and Business) viser, at elever med lave karakterer i grundskolen har en uforholdsmæssig høj tendens til at droppe ud af gymnasiet. Hvorfor spilde år af elevers tid, hvis de i stedet kunne bruge den mere effektivt andetsteds?

En af mine bekendtes bror har brugt de sidste to år af sin tilværelse på at prøve forskellige universitetsuddannelser. I tiden, hvor han afventede optagelse på sit næste studium, arbejdede han som pædagogmedhjælper i en børnehave. Hans mor oplevede hver dag en glad ung mand komme hjem fra arbejde. En dag spurgte moderen sønnen, om han ikke kunne tænke sig at fortsætte som pædagog i stedet for at læse et akademisk fag. Sønnens svar var, om hun virkelig ikke regnede ham for noget.

Hvis vi vil stræbe efter et samfund, hvor unge uddanner sig til hudløshed, og hvor vi sænker niveauet på universitetsforberedende uddannelser og affolker erhvervsuddannelserne, så er vi på rette vej. Er det ikke på tide, at politikerne på Christiansborg og befolkningen vågner op og indser, at vi har et grundlæggende problem i uddannelsessektoren? Er det ikke på tide, at samfundet stopper med at se skævt til skraldemanden, mureren og cykelsmeden, og begynder at anse dem som nødvendige stillinger i et samfund med arbejdsdeling? Sagen er, at der er mange muligheder for unge. Gymnasiet er blot en af dem.