Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gymnasiernes »usynlige« eksamen

20DEBANAHITATAKI-144532.jpg
AnahitaTaki
Læs mere
Fold sammen

På gymnasiet handler det om at »følge strømmen«, eller på godt dansk »være ligesom alle andre«. Det handler om at dyrke de samme interesser, bevæge sig i samme kreds og deltage til hver gymnasiefest. Ja, for gymnasiefesten er jo lige så obligatorisk som samfundsfagstimen eller matematiktimen, hvor læreren docerer om »sociale problemer i Danmark«. Gymnasiefesten er den »usynlige« eksamen, hvor det handler om at bestå med et brag af 12-taller for at være accepteret – alt andet er jo dumpet.

Tilbage til de sociale problemer, som læreren nu prædiker om: Vi lærte om sociale problemer. Sociale problemer i samfundet, hvor karrierekyndige bliver stigmatiseret, og bistandsklienterne bliver omfavnet med forståelse og medlidenhed. Og jeg græmmes ved det!

De sociale problemer begynder allerede bag gymnasiets tykke betonmure, hvor ledelsen med duggede glansbilledebriller prædiker om etisk korrekthed og mangfoldighed,samtidig med, at »problemet« vokser.

Hvilket problem? Problemet er, at der er ikke plads til forskellighed.

På gymnasiet handler det ikke om at udvide sin horisont. Det handler heller ikke om at lære at arbejde tværfagligt. Det handler heller ikke om at arbejde problemorienteret. Det handler om at bestå den »usynlige« eksamen.

Det handler om at være smagløs og karakterløs. Det handler om at være som alle andre.

Alt andet, som er over det »normative« for top-eleverne defineres som »mærkeligt« eller »asocialt«.

Jeg er hende den »mærkelige« på gymnasiet, Jeg har aldrig bestået den usynlige eksamen, eller deltaget i meningsløse caféaftener på skolen. Til gengæld er jeg hende, som er karriere-minded. Jeg er en af dem, som prioriterer erhvervslivet fremfor festlivet. Jeg er hende med et præsentabelt CV.

Det er, som om gymnasierne fastholder eleverne i en position, hvor man ikke kan få lov til at udfolde sig, fordi den »smagløse« og »karakterløse« elev, er den ideelle elev ifølge skolens »kloge hoveder«.

Det var aldrig okay fra ledelsens side eller lærerne for den sags skyld, at jeg prioriterede efter, hvad der gjorde mig lykkelig, og ikke, hvad alle andre mener er »lykke«.

Jeg husker stadig blikket, som jeg fik fra en studievejleder, der spurgte mig, hvorfor jeg prioriterede erhvervslivet mere, end jeg prioriterede det sociale liv på gymnasiet. Jeg svarede: »Fordi jeg ikke vil begrænse mig selv eller gå på kompromi.« Studievejlederens blik var ren forargelse. Forargelse over, at man skiller sig ud. At man ikke har samme interesser som andre.

Gennem den seneste tid har gymnasiet været i mediernes søgelys med stor forargelse blandt politikere, som hører om elever, der offentliggøre nøgenbilleder af andre på sociale medier, og gymnasieelever der bliver udstillet i skolebladet efter en våd fest.

Havde disse top-elever andre interesser end hele tiden at have fokus på den »usynlige« eksamen, ville denne problemstilling aldrig opstå. Så kan gymnasieledelserne genoverveje, om de »mærkelige og asociale« karriere-elever er et problem, eller om top-eleverne, som hænger andre ud i skolens avis, er et problem?