Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Guds vilje er, at du tager ansvar

Abir Al-kalemji Fold sammen
Læs mere

Bekender man sig til monoteistiske religioner, har man tendens til at tilskrive Gud alt: succes, nederlag, fødsel, død, sygdom, sundhed, infertilitet, frugtbarhed og en række andre binære oppositioner og jordiske fænomener.

En belejlig ansvarsfralæggelse kombineret med den klassiske afmystificerende årsagssammenhæng – Vor Herre.

Tanken om, at man er hovedaktør i sin skæbne under de givne omstændigheder, og at ens håndteringsmekanismer spiller en væsentlig rolle i udfaldet, synes at være mindre attraktiv og direkte arrogant.

I sin takketale til Woman of the Year Award 2016 leverede Madonna en rørende fortælling om, hvad hun har været igennem af modstand og fordømmelser, fordi hun er en oprører, en hardcore feminist og en modig kunstner, der tog sig frihed til at bryde restriktioner på kvindelige udfoldelser.

Popdronningens skildring af sit livsforløb fik tårerne til at trille ned ad kinderne hos mange, og plottet kulminerede, da hun skulle forklare kilden til sin sejrgang. Det var intet mindre end Gud. Feminismens gudinde, der overlevede kollektiv mobning, voldtægt, bashing og en forbudt sceneoptræden med »Like a Virgin«, har svært ved at give sig selv et klap på skulderen og sige »jeg gjorde det fandme«. Gud, de venner der støttede, og fjender der med deres modstand gjorde hende stærkere, skulle løbe med æren i stedet.

Selvfølgelig skal man være taknemmelig, ydmyg og give det, man tror på, og de mennesker, der har gjort indtryk i ens liv, inspiration og støtte, kredit og anerkendelse. Men hvorfor underkende, at egen udholdenhed, stædighed, kampgejst, tro på en sag, korrekt anvendelse af ressourcer og selvtillid har ført hende så langt? Skal der per definition være en makromagt, der orkestrerer det hele, eller systematiserer tilfældigheder i form af skæbne?

Det siges, at tro flytter bjerge. Måske flytter man egentlig bjerge med sin tro. Ved den første tillægges troen en iboende overnaturlig egenskab, der blot kræver, at man abonnerer på den for passivt at modtage medlemsfordele. Den sidste understreger derimod individets intentionelle handling, hvor religion aktivt anvendes som et redskab til målopfyldelse.

Jeg kommer fra en familie, hvor religionskritik er almindelig. Min far lukkede Jehovas Vidner ind, diskuterede utrætteligt og gav de jakkesætklædte missionærer modspil til stregen. Han forsvarede ikke en bestemt religion, men udfordrede endegyldige sandheder og betonstøbte opfattelser, der forsimpler livet og dets udfordringer ved at tilbagevise alt til Gud.

Konstruktiv religionkritik er fraværende i debatten, og religiøse forklaringsmodeller bliver uimodsagt appliceret på selvstændige handlinger og vigtige samfundsemner, såsom abort, aktiv dødshjælp, sygdomsforebyggelse o.l., som ellers kræver evidens og nuanceret tilgang. For hvem kan argumentere imod Den Almægtiges vilje, som så mange tilsyneladende har indgående kendskab til? Det er de færreste, der kan.