Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Grundlovsdag midt i en valgkamp

Valgkampe trækker det bedste og det dårligste i demokratiet frem. Især det dårligste. Derfor er det i bund og grund synd for Grundloven, at den skal fejres midt i en valgkamp.

» Lad mig blot minde om, hvordan min private bolig blev inddraget i valgkampen i 1998 i et uskønt samspil mellem den socialdemokratiske boligbevægelse – som betalte annoncerne (ligesom 3F gør det i dag) – og som dermed gav en anledning til, at Socialdemokraternes topkandidat, statsministeren, smækkede spørgsmålet på bordet i vores sidste TV-duel. Det var så groft og grænseoverskridende, at vi sjældent har set mage i en dansk valgkamp.« Her hilser Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen på hinanden i Øksnehallen i København, hvor de mødtes til politisk duel søndag 1. marts 1998. Jens Nørgaard Larsen/NORDFOTO Fold sammen
Læs mere

Det er 112 år siden, vi sidst har fejret Grundlovsdag midt i en valgkamp. Både Grundlovsdagen og valgdagen er festdage i folkestyret. Men – hånden på hjertet: Valgkampe trækker det bedste og det dårligste i demokratiet frem, men især det dårligste. Derfor er det i bund og grund synd for Grundloven, at den skal fejres midt i en valgkamp.

Der er mange, som spørger mig i denne tid, om jeg ikke savner savsmuldet i manegen. Om ikke en gammel cirkushest har svært ved ikke at være med, når kampen raser. Svaret er nej. Jeg savner det absolut ikke, og jeg tænker med gru tilbage på mange af de valgkampe, jeg har deltaget i: Det blev til ni, heraf de fem som partiformand – med den særlige eksponering, det indebærer på godt og ondt.

Afstanden mellem valgkampen og det daglige politiske arbejde, det være sig i regering eller i opposition, er enorm. Pludselig er der sat vandtætte skotter ned mellem mennesker, som ellers nok kan finde ud af det sammen i det daglige, og der gælder helt andre spilleregler i den brutale kamp om magten. Men man skal ikke være naiv. Sådan må det være. Det kan ikke være anderledes. Og det må man tage med, hvis man ønsker at arbejde med politik. Kunsten er så at blive skadet mindst muligt af det. Der er mange gode ting ved vores danske demokrati. For eksempel at man respekterer vælgernes afgørelse, selv om man synes den kan være både ubegavet og uretfærdig – og meget snær. Men man har brug for en udviklet sans for humor, når valgresultatet ville være blevet et helt andet, hvis under 100 vælgere havde stemt anderledes…

I den aktuelle valgkamp spiller medierne med i et omfang og på en måde, jeg ikke mindes at have oplevet tidligere. Det hænger naturligvis sammen med, at der udover de sociale medier er kommet et utal af TV- og radiostationer, som bogstaveligt talt vælter over hinanden, når de jagter politikerne. Det så vi i det uskønne forløb, hvor et halsende kobbel satte efter en virksomhedsleder (Panorama-direktøren), hvis svar journalisterne ikke var tilfredse med. Og den historie er med til at illustrere, hvordan alle medier – også den avis, De sidder med i hånden – lod sig trække rundt i et spin udført af folk fra arbejderbevægelsen. De blev præsenteret som »eksperter« i overskrifterne, når de afviste Panorama-sagen med en primitiv sammenligning af udbetalt løn med udbetalt understøttelse. Og direktøren blev jagtet med helt uvedkommende spørgsmål. Den kritiske journalistik druknede i mediernes selvsving med den tydelige hensigt at anfægte en politisk leders personlige troværdighed.

Udover de ni valgkampe, jeg deltog i som politiker, har jeg tidligere dækket en række valgkampe som journalist, blandt andet på TV-Avisen. Det var dengang, DR havde monopol – og det førte til en meget stram selvjustits journalisterne imellem. Hertil kom en særdeles nærværende og professionel redaktionel ledelse. Der blev ikke givet mulighed for den slags excesser, vi har oplevet i Panorama-sagen. Og man spørger sig selv: Er der overhovedet redaktionel ledelse på de medier, der har deltaget i dette spil?

For nu at tage Berlingske: Avisen havde i lørdags en ledende artikel, som sagligt gjorde rede for, at der er situationer, hvor det ikke kan »betale sig at arbejde« – fordi arbejdslønnen skal erstatte både dagpenge/kontanthjælp og en lang række bortfaldne sociale ydelser plus udgifter til transport, børnepasning osv. Fint nok, for det er, hvad sagen drejer sig om. Men ved siden af lederen var dagens tegning, der fremstillede Panorama-historien som et fata morgana. Og i avisens reportager var overskrifterne domineret af »eksperterne« fra fagforbundet 3F og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som uantastet fik lov til at kalde historien for opspind. Nogle dage efter havde den redaktionelle ledelse åbenbart læst bladets egne reportager, for tirsdag var der endnu en ledende artikel, som forklarede, at »Panorama-historien« holder vand. Men reportagerne og tegningen bliver stående i læsernes erindring.

Når man bliver udsat for den slags i Berlingske, er det selvsagt langt værre i den boulevardpresse, som nyder at kaste med mudder. Og som ikke undser sig for at digte forsider og overskrifter, som kan få indflydelse på valgresultatet. For nu at tage en sejlivet myte: Da Ekstra Bladet ved valgdagen i 1998 viste mig på forsiden med en stor overskrift – »Den er hjemme« – var det ikke noget, jeg havde sagt. Jeg forsøgte at komme igennem med det stik modsatte budskab. Det var avisens egen ondsindede konstruktion, som den dag i dag lever videre i fortællingen om, hvordan det gik i den valgkamp…

Kunsten for de politikere, som står i spidsen for deres partier i valgkampen, består i høj grad i at lade andre om at kaste mudderet – så man ikke får for meget af det på sig selv. Som vi ser og hører, lykkes det ikke altid. Og vi har næppe set det sidste påfund i den kamp, der vil blive mere og mere forbitret og brutal, jo nærmere valgdagen kommer. Lad mig blot minde om, hvordan min private bolig blev inddraget i valgkampen i 1998 i et uskønt samspil mellem den socialdemokratiske boligbevægelse – som betalte annoncerne (ligesom 3F gør det i dag) – og som dermed gav en anledning til, at Socialdemokraternes topkandidat, statsministeren, smækkede spørgsmålet på bordet i vores sidste TV-duel. Det var så groft og grænseoverskridende, at vi sjældent har set mage i en dansk valgkamp.

Jeg håber ikke, vi skal opleve noget lignende denne gang.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Vores Grundlov giver os ytringsfrihed og pressefrihed og valgfrihed. Det er frihedsrettigheder, som vi skal værne om. Vi skal især passe på, at vi i udnyttelsen af disse friheder ikke svækker dén gensidige respekt og hensyntagen, som er forudsætningen for, at vi kan leve side om side med forskellige holdninger, meninger, tro osv. Ytringsfriheden er ikke et fripas til krænkelse af andre. Og pressefriheden bør håndteres med respekt for den demokratiske proces. Grundloven skal være »Til Alles Tarv«, som der stod i fortalen til Jyske Lov. Det er værd at huske på midt i en valgkamp, som alt for let bliver bitter og brutal. For vi skal alle kunne se hinanden i øjnene dagen efter valget.