Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Grønt græs og stor bil

Mads Lebech: Vi vil helst selv. Afhængighed af andre ligger ikke til den danske folkesjæl. Når det kommer til stykket, er der reelt få af »dovne Robert«. Personlige og nationale ambitioner måles dog i relation til, hvad andre opnår.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Farven på naboens græs, bilmodel osv. Ja, senest er også fattigdom defineret som et vægtet gennemsnit. Mindre end 9.000 kr. efter skat om måneden stigmatiserer én som fattig.

Mørkemænd er der på alle områder rigeligt af. Sortsyn og pessimisme har dog ikke groet meget vækst. En artikel om nye WTO-tal der viser, at væksten i dansk eksport ikke er noget at råbe hurra for, ville således gøre større indtryk, hvis ikke Albanien havde ligget i toppen med en vækst på 286 procent. Procenttal har nemlig noget med relation at gøre. Og store vækstprocenter vil derfor ofte være tegn på, at man kom fra tæt på et nulpunkt. Men et budskab er der dog: Artiklen nærer den frugtbare krisebevidsthed. Det giver parathed til omstilling - og ikke mindst forståelse for, at man må gøre det nødvendige. Den krisebevidsthed skal der holdes liv i. Derfor er der også grund til at lytte til industriens fortsatte bekymring, og ikke politisk lade sig friste til at sige det, som »folket« trænger til at høre om, at det lysner i horisonten. Schlüters ord om det lange seje træk kan godt tåle en gentagelse.

I Danmark vil alle parter som sådan gerne bidrage til, at vækst og beskæftigelse øges. Et af midlerne er at arbejde for at fastholde produktion i Danmark. Ikke alene på grund af den direkte beskæftigelse i produktionen, men også de mere end dobbelt så mange, der i kølvandet på industrijobbene har noget at tage sig til.

Derfor virker det også omsonst at tro, at man fra regeringskontorer kan knibe det ene øje sammen for at se resten af billedet klarere. Når talen falder på rammevilkår er der nemlig en tendens til, at man vil håndtere et af dem ad gangen. Men det er sammenhængen, der er interessant. Derfor er en skattereform primært interessant, hvis det samlede skattetryk falder, så lønpresset sænkes osv.

Omprioriteringer af offentlige udgifter er derudover et krav. En lille offentlig sektor kan sagtens være et frihedsmål, men jeg skal erkende, ikke altid et velstandsmål. Om end det tit hænger sådan sammen. Den danske flexicurity model, hvor mange arbejdsgiverkroner kører over statskassen, gør det dog tvingende nødvendigt, at der også er vilje til omprioritering af de offentlige udgifter.

Det kommer i de kommende år til at halte for Danmark helt at »kunne selv« for at komme ud af krisen. Særligt i forhold til resten af verden. Ja, for den sags skyld blot i Europa. Og det er her, dansk erhvervslivs store afhængighed af fungerende markeder, der kan aftage vores produkter, viser sin ubarmhjertige realitet.

Krisebevidstheden, også i forhold til vores kunders nationale udfordringer, kræver derfor også, at blikket holdes fokuseret på nødvendige tilpasninger i danske rammevilkår. Men også hvordan vi udvikler og holder fokus på fremtidens innovationssamfund. Et fokus på hvilke kandidater vi uddanner, hvordan eksisterende arbejdskraft omstilles, og hvor balancepunktet mellem offentlig og privat aktivitet skal ligge.