Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Grib chancen for en HH-forbindelse

Vibeke Storm Rasmussen og Pia Kinhult: Ny fast øresundsforbindelse

Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand, Region Hovedstaden Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Transportministeren er i dag inviteret til Stockholm af sin svenske ministerkollega – kan vi håbe, at det er endnu en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige, der er på dagsordenen?

Vores region – Øresundsregionen – er i dag et af Nordens mest dynamiske udviklingsområder. Den har et enormt potentiale for at blive et af Nordeuropas vækstcentre, hvis den integration, som Øresundsbroen har sat i gang, kan fortsætte.

Intet tyder på, at integrationen stopper. Fra 2010 til 2030 forventer man en fordobling i antallet af folk, som pendler i bil over Øresundsbroen og en tredobling af gods på jernbanenettet.

En velfungerende infrastruktur i Øresundsregionen er derfor af største interesse for hele Skandinavien, hvis ikke vi skal ende i ’Udkantseuropa’. Med den nye faste forbindelse over Femern Bælt vil vi blive koblet sammen med det europæiske kontinent. Dette vil få en enorm betydning, ikke bare for eksport og BNP, men også for befolkningens mobilitet i det nordlige Europa. – Derfor er det nu, der skal tages beslutninger om fremtidens infrastruktur i Øresundsregionen.

Det er meget positivt, at den svenske infrastrukturminister Catharina Elmsäter-Svärd tilbyder at lade Sverige bygge og drive en ny fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, hvis ikke der findes dansk interesse. Dette kan ses som et udtryk for, at forbindelsen ikke alene er vigtig for Sveriges adgang til Europa, men også at selve forbindelsen kan blive en ganske god forretning, der i lighed med Øresundsforbindelsen finansierer sig selv.

Den danske stat har været nølende med tilslutningen, selvom Regionsrådet er enig med kommunerne i Region Hovedstaden om at bakke op om projektet..Nu håber vi, at transportminister Hans Christian Schmidt omsider også vil erklære sig positiv over for at gå aktivt ind i projektet, når han mødes med sin svenske kollega.

En ny fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg vil være uløseligt sammenknyttet med Ring 5 (en ny ringvej fra Helsingør til Køge) på grund af den transittrafik, der vil bruge en fast forbindelse. Analyser fra det fælles dansk-svenske interreg-projekt IBU (Infrastruktur og Byudvikling), viser, at en HH-forbindelse med både godsbane og biltrafik vil være så rentabel, at den også vil kunne finansiere dele af etableringen af Ring 5.

En HH-forbindelse vil frigøre kapacitet på den eksisterende Øresundsforbindelse, så der ikke som ventet vil opstå en kapacitetsbrist.
Den svenske interesse for en ny fast forbindelse over Øresund er en oplagt mulighed for at skabe vækst på Sjælland og i Danmark som helhed, så lad os nu gribe denne mulighed for at forbedre både den internationale tilgængelighed såvel som den belastede infrastruktur på Sjælland.