Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Grass og Mellemøsten

Kristian Mouritzen: Günter Grass’ politisk naive digt i Frankfurter Allgemeine Zeitung har fået de kommentarer med på vejen, det fortjener. Det er ikke altid, at store forfattere også er store politiske analytiske talenter. Det behøver de vel heller ikke at være. Forfattere kan det med ord.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men når de skriver politiske lejlighedsdigte og leger med store politiske komplicerede spørgsmål kan det en gang imellem gå grueligt galt alene af den grund, at det tydeligt kan ses, at de ikke aner, hvad de taler om. Provokationerne står bare og blafrer i vinden. Og selv om jeg synes, at en velanbragt provokation kan være på sin plads for at få en debat i gang, skal den helst afleveres med en vis tyngde og elegance for at have en gennemslagskraft.

Grass kan fra nu af og til sine dages ende fortsat kalde sig for ven af Israel. Men det nytter bare ikke noget, når han i det omstridte digt sidestiller Israels kamp for overlevelse med et indædt religiøst diktatur. Så er det venskab vel egentlig slut. Og provoka­tionen nåede bare heller ikke så langt, at der kom en reel debat om det. Den del døde bare - velfortjent - og blev til en debat om, hvorvidt Grass overhovedet har tænkt, før han satte sig til tangenterne.

Op igennem 1970erne og 1980erne var der politiske hyldestdigte til alverdens diktatorer og kommunistiske systemer. Skribenters forsøg på at nedtone de bestialske handlinger i et regime og i stedet koncentrere sig om tågede fremskridt, diktaturlande angiveligt havde opnået, var af samme kaliber, selv om Grass dog glimtvis er mere elegant - trods alt.

Men når digtet irriterer, er det selvfølgelig også, fordi Grass burde kunne meget mere end det. Både med den gode og den dårlige fortid, han har. For han kan ikke være uvidende om en række grundlæggende faktorer, der betyder, at digtet er rent vås. Israel har atomvåben. Det er kun en hemmelighed i regeringskredse i Israel. Og der er ingen tvivl om, at situationen i Mellemøsten er sprængfarlig nok til at kunne ende med en krig mod det atombevæbnede Israel. Lad det aldrig komme dertil. Men når en iransk præsident som Ahmadinejad truer med at destruere »den jødiske stat«, og han samtidig finansierer en række af de værst tænkelige terrorgrupper og til og med har ambitioner om at styre langt mere end det land, han er præsident for, må man sige, at Grass’ digt er malplaceret. Grass burde med sin baggrund om nogen kende forskel på diktatur og demokrati, og hvem der truer hvem.

Iran er ikke en stat, man omgås letsindigt. Det kan godt være, at tidligere direktører for Mossad kan relativere truslerne fra Iran ved at hævde, at nogle af lederne i Iran handler mere rationelt, end de giver udtryk for i det offentlige rum. Det kan de lege med tanken om, fordi de har analyseapparatet i orden. Og det kan være rigtigt eller forkert. Men indirekte at nedtone et regimes intentioner i en situation, hvor kampen om demokrati og frihed i Mellemøsten også er ved at udvikle sig til en magtkamp mellem Iran og den arabiske verden, er naivt. Og det er den brøde, Grass begår med sit mærkværdige digt. Han retter et angreb mod Israel for dets atompolitik uden at se på den virkelighed, der gør en forskel. Der er forskel på diktatur og demokrati. Hvad Grass om nogen burde vide.