Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Græsk Netflix

Byline Lykke Friis

Dagens afstemning i Grækenland er mildest talt bizar. Hvornår har vi tidligere oplevet, at en regering sender en ikke-færdigforhandlet aftale til folkeafstemning – og det vel at mærke på trods af, at aftaleteksten for længst er trukket tilbage af resten af EU? Og hvornår han man før oplevet, at en regering i Europa udskriver en folkeafstemning, hvor der er så kort tid til debat, at Europarådets generalsekretær må udtale kritik? For slet ikke at tale om selve afstemningstemaet. For hvad sker der, hvis grækerne siger nej til en ikke-eksisterende aftale? »Så styrker vi vores forhandlingsposition og får en bedre aftale,« siger den græske regering. »Nej, I stemmer om noget helt andet – I stemmer om drachmer eller euro,« siger det øvrige EU. Eller som en tysk avis formulerede det: den græske regering er som en ven, der råder en brudgom til ikke at invitere svigerforældrene med til sit bryllup – uden at fortælle ham, at så udebliver hans brud altså også!

Dramaet om Grækenland er som at være tvangsindlagt til en Netflix-serie, der kører i ring. Spørg bare euro-landenes stats- og regeringschefer og finansministre. EU-nørder har talt op, at de i de sidste fem år har været til 87 møder om Grækenland. Ikke alene har de mange møder været en tidsrøver; Grækenland har også ofte »highjacket« dagsordenen. Tag f.eks. Storbritanniens David Cameron, der på fredagens topmøde kun fik otte minutter til at fremlægge sit ønske om en genforhandling! Det siger alt om miseren, at der efter i dag, uanset resultatet, er lagt op til en stribe nye afsnit om Grækenland.

Hvis det bliver et ja, må man gå ud fra, at finansminister Varoufakis vil leve op til sit valgløfte og gå af. Mindre klart er det, om det også gælder premierminister Tsipras. Under alle omstændigheder vil den græske regering bede om et nyt hjælpeprogram. Som udgangspunkt vil euro-landene være klar til at genoptage forhandlingerne, da befolkningen jo grundlæggende har bakket op om EU. Da det nuværende hjælpeprogram udløb 30. juni, skal man imidlertid starte forfra, ligesom der skal findes en akut løsning på, at Grækenland 20. juli skal betale 3,5 mia. euro til Den Europæiske Centralbank (ECB). Alt dette kan næppe bare klares på nogle få møder.

Bliver det et nej, vil der derimod ikke være meget at forhandle om. Det kræver i hvert fald megen fantasi at forestille sig, at f.eks. Angela Merkel efter et græsk nej vil ændre fundamental holdning til et nyt græsk hjælpeprogram. Kort sagt: EU vil kræve reformer - og befolkningen har jo netop sagt nej til reformlisten, der var knyttet til det forrige hjælpeprogram. Langt mere sandsynligt er det derfor, at Grækenland 20. juli ikke kan betale lånet til ECB, og at ECB stopper med at yde nødlån. Med andre ord: Grexit, altså farvel til euroen, er tæt på at være en realitet. Problemet er bare, at EU-traktaten slet ikke åbner for en sådan udvikling. Traktaten er kun udstyret med en skilsmisseklausul, hvor lande kan forlade hele EU-samarbejdet, euroen kan man derimod hverken melde sig ud af eller blive ekskluderet fra.

Forløbet efter et græsk nej kan derfor meget vel blive langvarigt, ikke mindst hvis grækerne stiller sig på bagbenene og i protest nedlægger veto over for f.eks. Ruslands-sanktionerne. Kort sagt: Det er langtfra det sidste afsnit i Grækenlands-serien, der blændes op for i aften!