Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Erhvervslivet vil have flere udlændinge til Danmark. Selvfølgelig vil erhvervslivet det. Men det handler ikke om »udsynet«, det globale ansvar og hvad jakkesættenes PR-afdelinger ellers har lært dem at sige. Det handler om penge. Det er drevet af grådighed, og det sker på bekostning af Danmark på sigt.
I et interview fra juni i år beklager en række topchefer sig over udlændingedebatten, som de mener overskygger »vigtigere emner«. Ja, de frygter endda, at det kommende valg vil handle om udlændinge og ikke, »hvordan vi for alvor kan få Danmark frem som et foregangsland i en verden, som skaber flere mure. Hvordan vi kan blive global rollemodel på klima- og vanddagsordenen. Det er vigtigere end detaljer i flygtningepolitik, og hvordan vi holder folk ude,« som Mads Nipper, koncernchef fra Grundfos, udtrykker det.
Flemming Bendt, direktør i ISS Danmark, holder med Mads: »Jeg frygter, at vi kommer til at tale indvandring. Selvfølgelig er det noget, der skal håndteres, men omvendt skal vi ikke lukke os inde bag vores ligusterhække. Det går ikke.«
Marianne Dahl Steensen, direktør for Microsoft Danmark, kom med dette stykke filosofi: »Hele udlændingedebatten er utrolig forsimplet. Der er mange forskellige typer af udlændinge og mange forskellige typer af problematikker. Disse nuancer kommer ofte slet ikke med.«
Nåda. Hvad mon det er for nogle nuancer, Marianne efterlyser? Er det sådan noget som eskaleringen i den grove vold, hvori udlændinge er stærkt overrepræsenteret? Er det voldtægtsstatistikken, hvor vi ser samme udvikling? Er det sådan noget som den kendsgerning, at 42 pct. af de ikke-vestlige indvandrere årgang 1987 er dømt for et strafferetligt forhold? Og så videre, ad nauseam. Men alt det kender Marianne og venner utvivlsomt til, i detaljer.
Erhvervslivet vil have billig arbejdskraft, fordi erhvervslivet vil have penge. Men gevinsten er kortsigtet, og omkostningen bærer vi alle.
Den evigt abstrakte henvisning til »nuancer« akkompagneres som regel af noget med »globalt udsyn«, og så en advarsel mod den farlige populisme, som altså tager fokus fra de vigtige emner. Det kan man kun mene, hvis man enten er komplet uvidende om de ellers massive og lettilgængelige kendsgerninger om indvandringen, eller hvis man har andre hensyn at tage end dem, der angår vores fællesskab.
Billig arbejdskraft
Erhvervslivet vil have billig arbejdskraft, fordi erhvervslivet vil have penge. Men gevinsten er kortsigtet, og omkostningen bærer vi alle. Her er ikke megen nationalkapitalisme a la Mærsk. Det er hurtig profit uden tanke på det omkringliggende samfund.
Det gælder sådan set både, når vi taler billig arbejdskraft og arbejdskraft fra muslimske lande. For der er andre kulturelle omkostninger ved billig arbejdskraft end indtoget af det islamiske. Opblomstringen af et proletaritet af lavtlønnede arbejdere, som tilmed er bærere af en anden kultur, mindsker solidariteten i samfundet. Det øger afstanden mellem os, hvilket er skidt for et lille tillidsfællesskab som det danske.
Hvorfor overhovedet lede i udlandet, når der er flere hundredtusinder danskere, som står uden for arbejdsmarkedet? Måske tænker virksomhedslederne, at det vil være for svært, for dyrt og for bøvlet at få disse mennesker ind – ikke mindst sammenlignet med nogen, der er villigere og billigere syd for grænsen. Men jeg mindes nu ret så mange virksomhedsfolk tale forblommet om deres samfundsansvar. Var det bare noget, man sagde for at please de glubske antikapitalister? Eller mente man mon et andet samfund end det danske?
Varm luft og østrogenfedteri
Man kunne passende erstatte den grønne varmluftsnak og al østrogenfedteriet om fruentimmere i ledelse – som i øvrigt er lip service til venstrefløjen – med det ægte sociale ansvar, som det ville være at prioritere danskere. Flere lærepladser og flere jobs til dem i grænselandet af arbejdsmarkedet er måske ikke lige så apokalyptisk-sexet som det dér med vejret, men det gør til gengæld en reel forskel for vores land.
Det ville styrke sammenhængskraften og mindske følelsen blandt almindelige mennesker af, at både den kulturelle og økonomiske top i landet er villig til at sælge vores tryghed og fred for at få del i globalismens lyksaligheder. Den slags holder landet sammen i stedet for at opløse det.
Der mangler helt generelt blik for, hvordan forfølgelsen af erhvervslivets egne snævre interesser påvirker det bredere samfund. Og så en erkendelse af, at prisen for den hurtige mammon kan blive for høj. Ikke for nuets forretningsmand, men for vores børn og børnebørn. For dem, der først og fremmest er lokale, eller (fyskamme!) nationale, fordi deres liv er her. For dem, der gerne skulle kunne leve i fred og frihed også om 50 år. Om det så koster de i forvejen rige et par kroner mere.