Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Donald Trump skifter medarbejdere, som andre skifter sokker – i sidste uge var det indenrigsministeren, der forsvandt med halen mellem benene, fordi han er korrupt. Letlevende kvinder betales for at tie stille med affærer. Alle selskaber, Trump har været i forbindelse med, er ved at blive undersøgt for ulovligheder. Kredsen af personer omkring præsidenten, der har haft kontakt med russere, som repræsenterede Putin, er efterhånden blevet meget lang. Trumps tidligere advokat og kampagnechef sidder i fængsel nu. Alle venter på, hvad den særlige undersøger, Robert Mueller, kommer til at fremlægge for Kongressen, om et muligt samarbejde mellem russerne og Trumps kampagne, men præsidenten kommer ikke til at bidrage, ved at lade sig interviewe af Mueller. Det må indimellem føles lidt turbulent at være i orkanens øje – Det Ovale Værelse.
Jeg er hverken sikker på, om følgende historie er korrekt gengivet, eller hvilken oprindelse den har, men jeg husker den sådan:
En mand kommer hjem og opdager, at der sidder en gorilla på hans tag og smider teglsten ned på gaden. Fortvivlet og forundret søger han hjælp på nettet og finder til sin store overraskelse en skadedyrsbekæmper i Klokkerholm med speciale i at fjerne gorillaer og ringer til ham.
»Er det en mandlig eller en kvindelig gorilla?« spørger skadedyrsbekæmperen.
»Det er en mandlig,« svarer manden.
»Så kan jeg godt hjælpe dig, jeg kommer straks.«
Få timer senere ankommer skadedyrsbekæmperen med en lang pind, et sæt håndjern, en haglbøsse og en kamphund.
»Nu skal du høre,« siger skadedyrsbekæmperen. »Jeg kravler op på taget og skubber gorillaen ned med min pind. Når den rammer jorden, vil kamphunden bide den hårdt i testiklerne. Når gorillaen værger for sig med sine hænder, skal du give den håndjern på. Så kommer jeg ned og kører gorillaen væk. Det er den eneste måde, man kan fjerne gorillaer på, er du med?«

Manden nikker, men spørger: »Hvad skal jeg med haglbøssen?«
Skadedyrsbekæmperen svarer: »Hvis jeg falder ned først, så skyder du kamphunden.«
Genopfundne Republikanere
Det Republikanske Parti har i nyere tid henvendt sig til hvide amerikanere. Den demografiske udvikling i USA betyder, at det med årene er blevet mere og mere vanskeligt at være Republikaner. Da USA var en ung nation, var 8-9 ud af 10 amerikanere nogen, der havde rødder i Europa. I dag er tallene noget anderledes og ændrer sig vedvarende i retning af, at flere amerikanere ikke er hvide. Det er resultatet af mønstrene i moderne indvandring og i fødselsraterne for forskellige grupper i USA. Med andre ord: I årtier har Republikanerne vidst, at deres forretningsmodel havde den fejl, at deres kundebase kontinuerligt blev mindre. I lang tid var det moderne at spå om den dag, hvor Republikanerne ville tabe alle valg i USA, hvis de ikke genopfandt sig selv.
De fleste Republikanere ved også, at der kommer en dag, hvor man bliver nødt til at ringe efter skadedyrsbekæmperen i Klokkerholm, også selvom det betyder, at man risikerer at skulle skyde hunden.
Alt dette var en uløselig gordisk knude, som Republikanerne stirrede apatisk på, indtil Donald Trump dukkede op, med det meste af den amerikanske arbejderklasse i baglommen, og genopfandt Det Republikanske Partis vælgergrundlag.
Hvis man vil forstå, hvorfor Republikanerne ikke har reageret på, at der sidder en gorilla på taget og smider med teglsten, skal man tænke på, at alle ved, at de, der fører kniven mod Trump, også kommer til at vende arbejderklassen i USA mod sig. Det forhold freder Trump. Så længe arbejderklassen elsker ham, ejer han Det Republikanske Parti. Men de fleste Republikanere ved også, at der kommer en dag, hvor man bliver nødt til at ringe efter skadedyrsbekæmperen i Klokkerholm, også selvom det betyder, at man risikerer at skulle skyde hunden.