Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gør op med integrations-industrien

Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere

I Berlingske 5. december kan man læse, at 51 pct. af nydanskerne i visse boligområder er helt eller delvis enige i, at manden er familiens naturlige overhoved, hvilket får mange til at hævde, at integrationen har slået fejl. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Det er ikke integrationen, der er mislykkedes. Der er ikke den cykel, der ikke har været prøvekørt. Det er evnen og viljen til at tilpasse sig normerne i det samfund, man har valgt at være en del af, som ikke har været til stede, hvilket har betydet, at man fuldstændig blindt har kastet midler efter det ene formålsløse projekt efter det andet, og parkeret kvinderne på projekternes skolebænk i boligområderne samtidig med, at de levede deres eget stille liv afsondret fra resten af samfundet bag hjemmets beskyttende vægge.

Projekt efter projekt

At tro at nydanske kvinder bliver mere integrerede at deltage i cykelkurser, demokratikurser, sundhedskurser og mor-barn-projekter er lige så naivt som at tro, at langtidsledige bliver mere jobparate, fordi de finder deres indre fugl.

Hvor mange kvinder fra ikke-vestlige familier har for alvor formået at ændre deres familiemønster, efter at de har kørt en time på cykel, eller været til fællesspisning med ligesindede? Er det, hvad der får dem til at gå hjem og slå i bordet, smide tørklædet eller få et job? Desværre ikke, kan vi nu konkludere. Hvorfor skulle de det? Der kommer jo bare et nyt projekt.

Men hvordan har det så kunnet stået på i alle disse år? Hvorfor har vi ikke set det komme?

Fordi der desværre er opbygget en magtfuld integrations- og forebyggelsesindustri, som er lige så politisk, og har samme forhold til virkeligheden som National Riffle Association i USA, og som lever af at hælde gammel vin på nye flasker. For historisk set er der ikke sket ændringer i de mange integrationsindsatsers form og formål, bortset fra at junglen er blevet tættere.

Man har en tendens til »at glemme«, at integration i sidste ende ikke er noget, man lærer, men noget man vælger at blive, når man er motiveret. Men så længe man insisterer på at udvikle indsatser i nydanskernes boligområde, hvordan forestiller man sig så, at de skal blive motiveret til at udvide deres horisont og åbne sig over for det omkringliggende samfund?

Resultatet er udelukkende, at man forstærker fortællingen om boligområderne og deres beboere som segregerede, udsatte størrelser, der konstant har brug for en hjælpende hånd. Det billede har sjældent motiveret hverken kvinder eller mænd, hvorfor vi om 30 år nok kan læse samme konklusioner ud af en lignende rapport, hvis vi ikke snart tager et opgør med integrations- og forebyggelseslobbyisterne, og får ryddet op i indsatsjunglen.