Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gør op med dogmerne i sundhedssystemet

Hans Martens Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter i mange år at have arbejdet med sundhedspolitik på europæisk plan står i hvert fald én ting klart for mig: Hvert land er fuldstændig overbevist om, at den måde, det har indrettet sit sundhedssystem på, er den eneste rigtige, og at der derfor ikke er nogen som helst grund til at bare skæve til, hvordan andre lande gør det. Der er jo ikke noget at lære.

Der er også en række sundhedspolitiske dogmer i Danmark, som hænger godt fast. Et af dem er, man i hvert fald ikke vil have private hospitaler. Tankegangen er vist nok, at private hospitaler øger uligheden i sundhedssystemerne, men det argument holder ikke stik. Ulighed følger ikke af hvem, der ejer hospitalerne, men af hvordan man betaler for at komme ind på dem.

Det danske system bygger på lige adgang for alle, og det er jo en smuk tanke, men når ventetiderne bliver meget lange, mister princippet om lige adgang for alle sin mening. Det må være baggrunden for, at over 50 procent af den danske befolkning har en privat sygeforsikring udover den almindelige offentlige sygesikring. En sådan tillægsforsikring kan kun have ét formål, nemlig at springe køerne over, hvis muligt, så den med ligheden er for længst forsvundet her i landet.

I mange andre europæiske lande har man et blandet ejerforhold til hospitalerne. Nogle er offentligt ejet, andre er private non profit-hospitaler, mens andre igen er forretningsdreven hospitaler. I Belgien er der for eksempel en blanding af det hele, og jeg tvivler på, at nogen af patienterne overhovedet har den ringeste idé om, hvem der ejer det hospital, de ligger på. Det helt afgørende – også for ligheden i adgangen – er, hvem der betaler, og det er i hovedsagen den offentlige sygesikring, der betaler, uanset hvilket ejerskab hospitalet har.

Men hvorfor så have privatejede hospitaler? Er de mere effektive end de offentlige? Det er der intet generel bevis for, men der er heller ikke bevis for det modsatte, så en af fordelene er, at man får et større udbud og dermed en vis konkurrence samt kortere ventetider.

Hvis vi ser lidt fremad, vil befolkningsudviklingen med det stigende antal ældre og et faldende antal unge skatteydere betyde, at sundhedsinvesteringerne kommer under pres. Den virkelige debat burde være, om man kan sikre et bæredygtigt sundhedssystem med lige adgang og meget kortere ventetider, end vi har i dag i Danmark, hvis det offentlige skal stå for sundhedssystemerne alene. Allerede de konstante meldinger om besparelser på de kommende supersygehuse viser, at der ikke er penge til at realisere alle drømmene. Men i stedet for at ende med nogle amputerede nye kæmpesygehuse, hvorfor har man så ikke engang taget en debat om, hvorvidt private investorer kunne have stået for de sygehuse – enten for at bygge dem, eller måske endda ligefrem for at drive dem.

Prøv at se bort fra dogmerne og prøv i stedet at se på, hvordan man gør det andre steder. Måske kunne kan få en idé eller to om, hvordan tingene kunne gøres bedre. Der er brug for at åbne øjnene, hvis man vil sikre bæredygtigheden af sundhedssystemerne på længere sigt. Alternativet er, at man kan klamre sig til en eksisterende model og berømme et system, som har lige adgang for alle, men desværre i stigende grad med så lange ventetider, at folk har mere brug for en kiste end en hospitalsseng, når det endelig bliver deres tur.