Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

God tone eller uhøvisk tale

25DEBJohn-Wagner-133330.jpg
John Wagner byline
Læs mere
Fold sammen

For nylig hørte jeg i radioen en børnehavepædagog begejstret fortælle om en robot, som børnehaven havde på prøve – som led i en sparerunde eller en pædagogisk udfordring? – men den kunne i hvert fald ikke bare huske børnenes navne; den kunne også (jeg undskylder på forhånd udtrykket) siger »skiderik« til dem.

Samme dag var der på de sociale medier omtale af et par sager fra supermarkeder, hvor kunder meget voldsomt havde overfuset kassemedarbejdere på grund af prismærkningsfejl. Den slags er desværre blevet hverdag.

Dagen efter blev jeg (endnu en gang) forarget over, hvad medlemmer af min lokale golfklub kan få sig selv til at skrive til bestyrelsens medlemmer, når de er utilfredse med udvalget i restauranten eller betaling for serviceydelser.

Dagligdags er det jo desværre også og endnu mere alvorligt, at myndighedspersoner – fra P-vagter til socialrådgivere – skolelærere og ikke mindst politikere må stå model til en skidtspand af oftest latrinære udtryk, når de bliver udsat for kritik.

Jeg siger og skriver ikke, at man ikke skal udtrykke sin ærlige mening. Det gør jeg jo også selv. Men skal det absolut ske i form af en til tider både nederdrægtig og sårende tilsvining af andre personer, der ofte udfylder funktioner eller har påtaget sig opgaver, som måske ikke altid er samfundets allermest attraktive?

Det diskuteres livligt, om det kan være et væsentligt kriterium for at opnå dansk statsborgerskab, at man kender årstallet for premieren på den første film med Olsen-Banden (svaret er 1968). Det diskuteres også, om f.eks. »tillidskulturen« skal indgå i en Danmarks-kanon. Det burde være en selvfølge, at ordentlig opførsel, herunder høvisk tale, var en del af vor daglige omgangsform.

Jeg ved ikke i hvilken udstrækning, de sociale medier har medvirket til en forråelse af vort sprog – og jeg kommer såmænd også engang imellem til at sige »sgu« (der i øvrigt ikke har været et bandeord siden 2011). Men jeg bliver altså i stigende grad chokeret over, hvordan både unge af anden etnisk herkomst og ældre, der i den grad er indfødte danskere, kan finde på at overfuse andre mennesker, hvis ikke alt lige er, som de ønsker det.

Derfor hilser jeg det velkommen, når politikere i afmagt siger fra og f.eks. stopper med at være aktive på Facebook, og når købmanden højlydt tager sine medarbejdere i forsvar. Vi har et fælles ansvar og bør påtale brud på, hvad der må betragtes som god tone. Og hvad er så det? Ja, det er selvfølgelig et elastisk begreb helt afhængig af den konkrete dialog, men elastikken bliver altså desværre mere og mere slap – og sproget dermed mere og mere hårdt, sårende og injurierende – hvis der aldrig råbes vagt i gevær.

Vi har som forældre et hovedansvar, folkeskolen og medierne har et medansvar, og det har vi også på den enkelte arbejdsplads og i foreningslivet. Og hvad børnehaverne angår, bør man i hvert fald begynde med at programmere robotten om, så den ikke lærer børnene at sige »skiderik« – eller for den sags skyld »skide godt, Egon«, før de har lært at sige tak for mad.