Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

God og dårlig åbenhed i politik

Bylinefoto af Peter Nedergaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Åbenhed i politik er en tvetydig størrelse. Nogle vil mene, at jo mere åbenhed, der findes i den politiske proces, jo bedre er den. Det er rigtigt, at der er felter, hvor mere åbenhed er en fordel, hvis man ønsker en politisk proces præget af lighed for loven, undgåelse af magtmisbrug, udstilling af offentligt overforbrug osv. Samtidig er der helt åbenlyst områder, hvor lukkethed er en forudsætning for, at den demokratiske proces kan fungere.

Desværre har man fra politisk hold i Danmark fået åbenheden galt i halsen. På den ene side har man fra politisk side gjort sit til, at der er kommet mindre åbenhed i den politiske beslutningsproces via stramninger af offentlighedsloven. På den anden side har man efter alt at dømme en overdreven åbenhed i dele af folketingsarbejdet. Hvis man dog bare kunne bytte lidt rundt på tingene!

Regeringen og dele af oppositionen vedtog sidste år en offentlighedslov, som strammede borgernes – og herunder mediernes – muligheder for at få indsigt i, hvad der indstilles og besluttes i forvaltningen. På trods af en bred folkelig protest tromlede man den de facto lukkethedslov igennem, selv om den ansvarlige minister ikke var i stand til at fremkomme med eksempler på stramningens nødvendighed.

Lukkethedslovgivningen har allerede haft effekt. Regeringen nægtede for eksempel at udlevere dokumenterne i den famøse Christiania-sag, hvad der ellers nok kunne trænges til. Ifølge en mediejuridisk vurdering er det tvivlsomt, om man efter den gamle offentlighedslov kunne have nægtet at udlevere de relevante papirer i sagen.

Omvendt hersker der i dele af folketingsarbejdet en tilsyneladende overdreven åbenhed. Det ses ikke mindst i forbindelse med de åbne samråd i fagudvalgene, hvor politikerne diskuterer for rullende kameraer. Når det sker, ophører de egentlige politiske forhandlinger og den saglige debat og giv-og-tag proces, som er selve iltet i et demokrati. I stedet fyldes rummet med ideologiske markeringer og »fikse« forsøg på at få de politiske modstandere til at modsige sig selv.

KONSEKVENSEN ER, at de reelle politiske forhandlinger rykker over i andre og fuldstændig hermetisk lukkede beslutningsfora, hvortil ikke alle partier endda har adgang. Åbenheden i folketingsarbejdet har således i dette tilfælde svækket demokratiet.

Linjen burde ellers være, at på den ene side bør den udøvende magt være kendetegnet ved åbenhed. Det er her, myndighederne gennemfører beslutningerne, og det er vigtigt at kunne kontrollere, at det sker rigtigt. På den anden side skal der være rum, hvor lukketheden hersker, når det drejer sig om den lovgivende magt, og hvor man åbenbarer forligsmuligheder. Ellers bliver den lovgivende magt præget af medieliderlighed og manglende beslutningsdygtighed.

Summa summarum: Der er på det seneste gennemført mindre åbenhed, hvor vi set med demokratiske briller har behov for mere åbenhed, og der er indført åbenhed, hvor vi burde have mere lukkethed, hvis vi vil vort demokrati det godt.

Det er ikke heldigt, kære politikere.