Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gnask! Kunsten at holde op med at ryge

Ann Mariager: Min totalt uncool gummityggen fra morgen til aften er et ekko af mine mange år som cigaretryger. Og selv om der er gået næsten 12 år, siden jeg indstillede rygningen, savner jeg tobakken hver dag. Men tygge må man vel?

Foto: Gina Sanders

Den uvane har stået på så længe, at mine muskler ved tindingerne er bulet ud, så jeg i en uheldig belysning ligner en amerikansk marinesoldat. Alene af den grund undlader jeg at få kort hår. Når jeg tygger, ser jeg givetvis lige så åndsforladt ud som alle andre, mens underkæben skytler fra side til side.

Så, nu har rysteriet lagt sig. Jeg har nemlig købt nye forsyninger og kørt så generøse mængder tyggegummi ind i munden, at jeg kan skrive videre på dette opråb til unge, der overvejer at begynde at ryge. Inspireret af en 18-årig i min nærmeste familie, som har glemt en pakke cigaretter bag sofaen: Lad være! Seriøst, jeg mener det! Hvis det går jer, som det er gået mig, kommer I aldrig ud af afhængigheden. Min totalt uncool gummityggen fra morgen til aften er et ekko af mine mange år som cigaretryger, og min tid med røg sluttede altså for længe siden. Der er gået næsten 12 år, siden jeg holdt op med at ryge.

Og jeg har savnet tobakken hver dag.

Det savn har jeg lært at leve med. Det er blevet nemmere, netop fordi vi er mange, der ikke ryger mere. Men tobakslængslen bød mig op til dans, da jeg nylig var på ferie i Italien. Det meste af tiden tilbragte vi udendørs på en strand eller ved et cafébord. Og da en tynd, gråhvid serpentin af cigaretrøg snoede sig hen under mine næsebor, kunne jeg pludselig huske det befriende sus, en cigaret gav. Ah, det sublime sug. Forløsning. Hygge. Men så var det ellers bare at tage en dyb indånding, rode i rygsækken og finde et stykke lokal »Vivident« frem!

En lungebetændelse fik mig til at slutte i 2001. Tiden var moden. Loven blev strammet. Det blev for dyrt. Det gik ud over mit helbred - jeg havde fået en ulden vejrtrækning - og det var for ydmygende at skulle stå ude i kulden, mens venners latter og bægerklang lød inde fra det veldækkede bord. I en periode var det alle de sjove, der stod udenfor og røg. Men de holdt op, én efter én. Nu stod vi, taberne, tilbage.

Og så startede den kamp, som ikke er slut endnu - og næppe nogensinde bliver det. Jeg var jo hooked på nikotin, viste det sig. Det var, som Alan Carr skriver i afvænningsbogen »Endelig ikke-ryger!«, ikke så meget hyggen, jeg hurtigt kom til at savne, men at fylde det kar i hjernen, hvor nikotinafhængigheden sidder og skriger, så jeg kunne slappe af.

Men dét skulle jeg nu nok få tjek på, tænkte jeg og kvittede på en kold tyrker. Efter den første begejstring over min selvkontrol begyndte jeg at blive irriteret. Det er vist en klassiker: Andre mennesker blev dumme at høre på. Familiemedlemmer urimelige. Nå, siger du, jeg ikke har humor? Antyder du, at min røv er hvaffornoget? Skal du springe over i køen?

Min læge så skræmt på mig og udskrev nogle dyre piller, udvundet af antidepressiv medicin. De skulle helt fjerne lysten til at ryge, så at sige fylde karret i hjernen med noget, den troede var nikotin. Efter 14 dage fik jeg en mistanke om, at pillerne var mere pro- end anti-depressive. Min grundstemning gik fra dur til mol: Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen, og er der liv efter fødslen? Jeg gik lange ture og skruptudede uden grund.

Ud med pillerne og ind med nikotin-erstatning. Først plaster, fire milligram. Det efterlod en allergisk reaktion på min overarm, kløen og en rødme som en trestjernet salami. Jeg flyttede plastret ned på læggen, på maven, på skulderen. Samme gener. Så prøvede jeg to milligramsplaster. Samme resultat.

Nikotintyggegummi blev løsningen. Det hårde, det bløde, dem med pebermynte-, appelsin- og kanelsmag, og det helt uden, tøjlede min nikotinafhængighed fra morgen til aften. Jeg gumlede, så mine tindinger dunkede, og jeg fik en fingerfærdighed som en gentlemantyv. Som årene gik, kunne jeg presse tyggegummierne ud af boblepladen uden at den gav et afslørende, metallisk smæld. Jeg lærte at stikke hånden i min taske, famle efter niko-pladen, trykke et stykke ud og putte det i munden i én lang, blød bevægelse. Let og elegant.

På apoteket spurgte de år efter år: »Er det første gang, du prøver nikotintyggegummi? Du ved godt, at man kun skal bruge det i tre måneder, ikke? Og at du skal tygge meget lidt på det, og så lægge det i mundhulen?« Jeg svarede troskyldigt ja og jo. Af og til skiftede jeg apotek, så jeg ikke blev for kendt et ansigt hos min lokale pusher.

Men da min mave begyndte at reagere for et par år siden, måtte jeg finde på noget nyt. Min læge fortalte, at det ikke er sundt at tygge nikotin ned i mavesækken år ud og år ind. Det tænkte jeg såmænd nok. Jeg fik mistanke om, at det var begyndelsen til et mavesår. Efter ti år med nikotintyggegummi skulle det være slut.

Københavns Kommune tilbyder rygestopkurser for borgerne og ville godt optage mig, selv om jeg egentlig ikke var ryger mere, »kun« nikotin­afhængig. Vi var 16-18 stykker, der mødtes i det lokale sundhedscenter, og her kunne jeg se, hvad rygning gør ved folk. Ansigtskuløren mister glød. Tænderne bliver brunlige. Og de hoster. En kvinde var af sin tandlæge blevet rådet til at holde op, og nu sad hun sammen med os andre og erklærede, at i aften ville hun ryge sin sidste smøg. Vejlederen svarede, at der ikke var grund til at gå så radikalt til værks, men at storrygere gjorde klogt i at trappe ned over nogle uger. Men nej, hun ville stoppe nu, i aften!

Kurset strakte sig over seks uger, men det lykkedes ikke den beslutsomme kvinde at holde op. Hun mødte op med et katalog af undskyldninger: En fest kom i vejen. Et familieproblem kom på tværs. Nattens sidste cigaret. Hvorfor skal det være så surt alt sammen? Da vi mødtes sidste gang, kom hun susende ind i lokalet og erklærede: »Jeg er ikke holdt op med at ryge. Men jeg har bagt et franskbrød!«

Gamle vaner har nemlig svært ved at dø. Jeg er gået af nikogummiet, men tyggeriet fortsætter. Jeg kan nu kalde mig ikke-aktiv ryger og tyggegummi-specialist: Ét bestemt lavprismærke smuldrer i munden. Et andet klistrer på fingrene. Et tredje er for voldsomt mod slimhinderne. Mentos tyggegummi smager glimrende til aftenkaffen. Stimorol passer perfekt efter frokost. Og når jeg slås mod en deadline, kører jeg den hjem med et par plader Aqua Kiss.

Så nu kan jeg blive ansat i Aarhus Kommune, hvor man nu ikke længere må ryge i arbejdstiden overhovedet. Men tygge, det må man vel? Udenfor, i det mindste?