Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Glem Breivik

Hans Hauge. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anders Behring Breivik har sandsynligvis netadgang i fængslet. Vi skal derfor forestille os, at hvad der bliver skrevet om ham, det kan han sidde og læse. Han kan konstatere, at han er genstand for stor opmærksomhed. Det må smigre ham. Han kunne således have set dramatikeren Christian Lollikes »Manifest 2083«, der blev sendt 22/7 på DR2. Stykket tog faktisk denne problematik op og stillede spørgsmålet, om skuespilleren var Breiviks nyttige idiot – og stykket forblev tvetydigt. Breivik fik et næsten menneskeligt ansigt.

Der findes allerede noget, der hedder 22. juli-forskning. Masser af forskere bruger masser af tid og penge på at forske i hans ideologiske grundlag. De tillægger således hans handling en langt større betydning, end den har. Mange gør Breivik til en del af højrebølgen. Andre ser ham som tegn på noget, der ligner 30’ernes Tyskland. Det er ganske vist en ikke helt frisk sammenligning, men de mest forstandige anser Breivik for at være et unikt fænomen og et eksempel på »selvradikalisering«, som filosoffen Sune Lægaard sagde.

Der er ikke tale om en handling, der vil gentage sig. Det vil den heller ikke af en anden årsag. Norge var for to år siden endnu ikke en så udviklet »præventionsstat«, som de andre vestlige. Vi er jo gået fra retsstat til »forebyggelsesstat«. I Danmark skete overgangen efter Muhammed-tegningerne, men dem forsøgte man at gøre usynlige i Norge. Med de effektive overvågninger af internettet, der i dag benyttes, vil man hurtigt finde frem til en ny Breivik.

Det vigtigste ved ham var ikke, at han var »højreekstremist«. Sagen er, at han ville være berømt, og det blev han. Midlerne var ligegyldige. Først var han bandemedlem i en af Oslos mange meget voldelige bander, dernæst blev han hiphopper, derefter graffitimaler. Han var faktisk en af de førende graffiti-malere i Oslo, Morg var hans navn. Han er et produkt af moderne ungdomskultur. Til sidst forlod han virkeligheden og gik på nettet.

Han ville være verdenskendt. Han lever i en global verden. Han ville gøre en forskel. Han gik aldrig ud uden sminke. Breivik kom ofte på en udendørsrestaurant, der hedder »Skaugum« ved Solli Plass. Det er et sted, hvor alle de kendte holdt til, bl.a. de kongelige. Breivik var der sidst i juli 2011. Et års tid før var han blevet smidt ud. Han havde været oppe at skændes med en meget kendt norsk tv-stjerne. På vej ud råbte Breivik: »Om et år er jeg tre gange mere kendt end dig«. Dette gik i opfyldelse, og vi bidrager alle til berømmelsen.

Det bedste ville være at glemme Breivik. Det ville være en god hævn. Men venstrefløjen har brug for ham. Breivik-sagen politiseres og bruges til at give nyt liv til højre-venstre modsætningen. Det ser nemlig ud til, at forskellen på højrefløj og venstrefløj ene og alene har med religionskritik at gøre. Hvis du er kritisk over for islam, er du blå, hvis du er positiv overfor islam, er du rød. Men jeg fatter ikke, hvorfor det er så progressivt at være imod frikadeller.