Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Glædelig bagjul til den ironiske mand

Vi har ikke brug for flere åndeligt lette humormænd. Infantilismen og dens angstdrevne ironi kan aldrig blive et åndeligt bolværk mod noget.

Eva Selsing. Fold sammen
Læs mere

Når vi ophører med at tage symbolerne for vores kultur alvorligt, mister vi os selv.

Den er allerede snart omme, årets jul. Mandag er det 2. juledag, og derefter åbner butikkerne igen, friske og fyldt med sager til nytårets fejringer. På symbolsprog: Fra juletræ og englekor til nytårsraket og rådhusklokke.

Så enkelt kan det siges – men det er ikke så enkelt. Det er vigtige symboler aldrig. De opbyggelige af slagsen er aggregater af samlet viden om og glæde ved denne eller hin foreteelse. De er ledestjerner, som vi alle lægger noget af os selv i, og samtidig nyder almenheden ved. Vi mødes i tanken i symbolerne, og støtten til dem er en grundpille i vores åndelige fællesskab, i vores kulturs moralske bagtæppe.

Men det ved dagens profane typer ikke. Vil man ikke kendes ved det åndelige, bliver ens domme om verden tilsvarende endimensionel. De forstår derfor heller ikke, hvorfor det er et problem, når de samme symboler udsættes for angreb fra islamister, der ikke bryder sig om vores kultur som sådan.

Fra Grisling i »Peter Plys«, over frikadeller og til vores jul. Eller hvorfor det er kulturel selvskade, når vi, helt af egen drift, fjerner kristne symboler for ikke at »støde« nogen.

Denne selv-udgrænsning ses tydeligst i det opflammede segment af vittighedsfortællende ateistmænd, som bruger megen energi på at ytre, hvor ligeglade, de er med vores kristne symboler.

Men symboler er åndens piktogrammer. De vigtigste af dem virker evige. De peger forud for og ud over os og vores korte jordeliv og minder os om alt det, der er større. Og netop dette, at noget er større end lille mig, er svært for dagens metafysikhadende menneske.

Barnets selvovervurdering følger mange langt ind i voksenalderen i denne tid. Og så er humoren god. Ikke mindst, når der skal fortælles vitser, renses terrarium, fodres ilder, ses »Family Guy« og mindes dengang, man lukkede Jehovas Vidner ind og stillede dem en masse herresvære spørgsmål om verdens oprindelse. Årh hvad. Den sjove mand, hvis betastatus i tilværelsen udfordres af den blotte tanke om en almægtig Gud.

En ironisk karakter. Som ikke forstår symbolernes alvor, fordi alt er skægt. Og det, der ikke er skægt, er dumt og overtroisk. Fordi man ikke begriber det. Fordi man frygter det? Fordi det minder én om alt det, man ikke selv er. Ikke kan. Derunder forsvare vores livsform. I stedet fortæller man vittigheder, der skal udgrænse de få, som med alvor, tyngde og viden står vagt om vores symboler og dermed vores eksistentielle fundament.

Den angstdrevne ironi

Det er denne P3-agtige tilgang til vores åndelige modstandere, der gør, at de vinder indpas. Konflikten med islamismen er ikke (kun) et spørgsmål om territorial jurisdiktion. Det er tværtimod først og fremmest en strid om hjerter. Og det er det, symbolerne gør, de taler til vores hjerter. Til vores længsel efter det uendelige. De taler til det, den ironiske springfyr ikke kan afkode.

Vi har ikke brug for flere åndeligt lette humormænd. Infantilismen og dens angstdrevne ironi kan aldrig blive et åndeligt bolværk mod noget. Vi skal tværtimod have mere fejring af den ikonografi, der er særskilt vores. Mere glæde ved og stolthed over (ja!) de opbyggeligheder, der har muliggjort et af verdens dejligste samfund.

Så ud med ilderen og ind med krybbespillet.