Sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek, efterlyser i Berlingske (8. januar) en ny Anja Andersen. Han mangler lysende stjerner, der kan løfte dansk kvindehåndbold ud af middelmådigheden. Han vil finde nogle andre typer end dem, der er 12 af på dusinet, som han udtrykker det.

Hvis sportschefen mener det alvorligt, skal han rette søgelyset indad. DHF har skabt ensretningen gennem en systematisering af håndbolden, som rækker helt ned i ungdomsrækkerne. Som helt unge lærer håndboldpigerne at presspil, angrebsåbninger og indstuderede systemer skal være styrende for aktionerne på banen.

Anja Andersen kritiserer sin tidligere ledelsesstil

Angreb bygger på aftaler, ikke på fri udfoldelse og ve den, der bryder aftalerne. Den trænerstyrede aftalehåndbold har i den grad gennemsyret tankegangen blandt dagens elitespillere, at man undertiden oplever selv de bedste spillere undlade at gå selv, når der ellers er fri bane mod målet. Grunden er helt indlysende, at de er så låst af det system, de har været i gang med at gennemføre, at de ikke formår at løsrive sig fra det og tage en oplagt individuel chance i stedet.

En af de få kvindelige spillere, der besidder det ekstraordinære, som Ulrik Wilbek efterlyser, er Kristina Kristiansen, der er topscorer i håndboldligaen, og som under det netop overståede EM på hjemmebane i rigt mål gav prøver på kreative indslag og evne til at bryde aftalerne, når det kunne overrumle modstanderne.

Men som en bekræftelse på den rigide systemtænkning, der præger tophåndbold, blev netop hun i en af kampene flået ud af banen af træneren, angiveligt fordi hun ikke overholdt aftalerne.

Følg EM-håndbold på b.dk/sport

Anja Andersens store fortjeneste var, at hun gav fanden i konventionerne. Hun afsluttede med skud bag om ryggen, over hovedet med ryggen til målet, og hun risikerede fejl for til gengæld at søge det sublime. Hun havde et løssluppent og lystbetonet forhold til spillet. Hendes indsats var båret af glæde, ikke af stramme aftaler.

Balletdansere adlyder en koreografi, orkestrene holder sig til noderne, skuespillerne retter sig efter manus. Men i håndbold indtræder skønheden først rigtigt, når aktørerne gør det modsatte af det forventede. Når spillerne tænker selv, afviger fra skabelonen og tager sagen i egne hænder, løftes spillet op i netop det ekstraordinære, som Wilbek efterlyser.

Det kan ikke nytte noget, at herrelandsholdet i det igangværende EM i Polen smider alle aftaler i vasken til fordel for kaoshåndbold båret af vild individualitet. Men når Wilbek nu efterspørger nye lysende stjerner, må han se på, hvordan han i hvert fald i ungdomsrækkerne kan fremme den lystbetonede håndbold.

Han skal slippe glæden løs i håndboldhallerne. Han skal åbne et frirum, som de skæve, de skøre og de virkeligt kreative kan udfolde sig i.